Slægten ..... før og nu!
Finn Sachse Poulsens slægt og slægtsforskning.
Notater
Match 51 til 100 fra 903
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 51 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Poulsen, Finn Sachse (I0001)
|
| 52 | Dåben udføres af Provst Tobiasen fra Flemløse dag sognepræsten i Køng er fraværende på grund af sygdom. Fadder: Barnets moder. Murer Henning Larsen og hustru Karen Hansen på Gummerup Mark. Husmand Hans Peder Pedersen på Haarby Mark og Arbejdsmand Christian Larsen i Haarby. | Larsen, Svend Henry (I1752)
|
| 53 | Dato for dåben står anført, i kirkebogen, til den 30.03.1998, men det kan jo ikke lade sig gøre så det skal formentlig være i 1899. Ved Pastor Weltger. Faddere: Pige Maria Christensen Knoldgaard. Pige Ane Katrine Sachse, Heden. Tjenestekarl Ole Jensen, Knoldgaard. Tjenestekarl Jens Madsen, Striben. Tjenestekarl Kristen Kristensen, Ø. Aslund. | Sachse, Marius Andreas (I0102)
|
| 54 | De 2-3 ældste piger bliver hos farbroderen i Svinninge. ?? (Jf. folketællingen 1901 ser det ud til at alle bor hos forældrene bortset fra Ingeborg N. Andersen). | Familie: Anders Andersen / Karen Marie Cristiansen (F0010)
|
| 55 | De overtog Engon's svigerfar's købmandsforretning som Asta passede. I 1969 lukkede de købmandsforretningen og lagde om til renseri, dette drev de indtil 1981, hvor de solgte det da Egon ikke var rask. | Familie: Egon Sørensen / Asta Bertelsen Jensen (F0574)
|
| 56 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Familie: Leif Graversgaard / Anne-Grethe Liltorp (F0728)
|
| 57 | Den 29/5 1905 fik hun Kongelig bevilling på navnet Karen Marie Jensen Liltorp | Liltorp, Karen Marie Jensen (I0313)
|
| 58 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Jacobsen, Karen Aase Christine (I1510)
|
| 59 | Der er ikke nogen kirkebøger mellen 1717 og 1813 da de er gået til ved en brand i sognets Præstegård i 1835. Fødsel og dåbsoplysninger stammer derfor i nogle tilfælde fra andre kilder eller er anslået ud fra oplysninger i andre kilder. | Familie: Rasmus Christensen / Johanne Andersdatter (F0151)
|
| 60 | Der er ingen oplysninger om fremstilling. Dør i en alder af 3 måneder, formentlig før fremstillingen. | Sachse, Niels Johannes (I0111)
|
| 61 | Der er ingen oplysninger om fremstillingen i kirkebogen. Alle nyfødte bliver tilsyneladende hjemmedøbt i disse aar i Ellinge Sogn. Faddere: Jomfru Rue fra Nyborg. Gaardmand Søren Hansens hustru fra Paarup. Gårdmændene Peder Larsen, Søren Hansen og husmand Peder Christensen alle fra Paarup. | Rasmusdatter, Johanne Marie (I1436)
|
| 62 | Der er lavet Ligsyns attest ca. 1902-12-20. Skifterets attest den 1902-12-20. | Sachse, Johannes (I0063)
|
| 63 | Der skal nu ske store ting i Byen. Det høje sogneråd har sammen med andre bestemt, at grøfterne langs hovedvejen, skal kloakeres og dækkes til, og der skal laves fortov, og selve gaden skal brolægges. Da arbejdet med vejen begyndte, var der ikke tid til leg, for vi skulle jo følge det spændende arbejde på nært hold. Der kom to udenbys brolæggere, og der kom en damptromle, der kunne rive den gamle grus belægning op, så der kunne dannes en plan flade for den nye belægning. Det der havde den største opmærksomhed var damptromlen, den blev diskuteret og beundret på behørig vis. Tromleføreren var en gemytlig mand, og en dag gav han os unger en ad gangen lov til at kører med, det må have været et stolt syn, at se en dreng, der trods angst for uhyret kravle op og klamre sig til et udpeget fast holdepunkt, og efter sådan en tur, blev der pralet en hel del. Der var også goder ved at have så store arbejder i gang, der skulle jo hentes øl og cigaretter til tromleføreren og brolæggerne, og når der var en to øre tilbage efter betaling for varerne, fik vi altid lov til at beholde den, det var gyldne tider, for vi kunne få et ret stort kræmmerhus bolcher for to øre. | Liltorp, Carl (I0152)
|
| 64 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Sachse, Elsebeth (I0171)
|
| 65 | Det kan lyde som en vittighed, men sandheden er, at jeg på et tidspunkt har været udkommanderet til assistance for Borgmesteren i Leipzig. Til belysning for det anførte, kræves der en forklaring. Jeg blev i september 1944 sammen med ca. 2000 kolleger sendt til en lejr i Tyskland, Neuengamme, her blev vi anbragt under ikke særlige behagelige forhold. Efter forholdsvis kort tid i denne lejr, blev vi transporteret til en anden lejr, Buchenwalde, Hvortil vi ankom efter ca. 2 døgn. Transporten foregik i lukkede godsvogne. Når der kom fanger til en lejr, skulle de gennem lusekontrollen, den foregik ved, at vi splitternøgne gik forbi en ældre fange, der sad på en skammel udstyret med en pind lig en stor ispind uden is, han rodede lidt i armhulerne og i skridtet, fra ham gik vi til en anden fange, der stod med en kost og en spand med en væske, han penslede os under armene og i skridtet, hvorefter vi gik to trin op til en anden afdeling, på vej op ad de to trin fik vi et sjask af pensel svingeren, det var skrappe sager, det sved nederdrægtigt. Når den her omtalte luseomgang var overstået, var reglen den, at så skulle alt hårvækst fjernes, men af ukendte grunde, blev vi ikke kronraget. Vi fik nu udleveret en fangedragt bestående af, skjorte bukser og en trøje og vort eget fodtøj. Den udleverede fangedragt var stribet på langs, og vi havde fået udleveret et fangenummer i stof, som vi skulle sy på højre side af trøjen, hvordan det foregik, kan jeg ikke huske, jeg var jo kommet hjemmefra uden sygrejer. Den udleverede dragt gav ikke megen varme, og der var meget koldt i lejren. Den omtalte barak var en meget lang bygning, der på begge ydervæggene var forsynet med, hvad vi kaldte kaninbure, der skulle rumme fem mand, der var i starten lidt med plads, vi måtte vende på kommando, hvis vi ville skifte stilling. Da der var gået en tid, blev der mere plads, da maden ikke forøgede vor vægt. En kollega, der ved ankomsten vejede ca. 100 kg., blev slank, og han var glad for det, en anden kollega havde i lang tid haft mavebesvær, den var også forsvundet. Til at styre den daglige drift af barakken, havde vi en blokformand, han var tysker, han havde været i lejren siden 1938, han var anbragt, fordi han ikke havde samme indstilling som Hitler, han havde en medhjælper, han var også tysker, en ondskabsfuld rad, der blev fortalt, at han var alfons fra Berlin. De havde indrettet ca. en tredjedel af barakken til deres bekvemmeligheder, så vi gemene fanger kunne benytte resten. ca. midt i barakken, var der anbragt en lille ovn, der skulle opvarme lokalet, såfremt vi kunne finde brændsel. Lejren var inddelt i sektioner, afspærret med pigtråd. Op til vor barak var der en afdeling, hvor der var rejst telte, her var anbragt Jøder, det er ubeskriveligt, de forhold de levede under. Der blev hver dag fjernet flere døde. De blev afhentet af to mand med en trækvogn, hvor flere blev anbragt oven i hinanden, nøgne, deres medfanger havde fjernet alt, hvad der kunne bruges, de blev kørt direkte til krematoriet. I lejren var der alle mulige folkeslag, Tyskere, Russere, Italienere, en Neger, Spaniolerne, Nordmænd og nu danskere. Da vi ikke havde fået fjernet vor hårvækst, opstod der straks et rygte, om at vi skulle sendes hjem, idet det var en fejltagelse, at vi var blevet arresteret. Der kom senere mange rygter, lokumsrygter blev de kaldt, der var ingen, der rigtig passede. Efter kort tid i lejren, blev vi i små arbejdshold sendt på arbejde uden for lejren, hvor vi skulle rydde op efter et bombardement, der havde ødelagt de omkring lejren liggende fabriksanlæg, nogle af os blev også sendt til et nærliggende stenbrud, hvor vi skulle transportere kampesten til en plads, hvor de blev slået til skærver og brosten. Der gik ikke lang tid, inden der begyndte at vise sig sygdomme iblandt os, der var godt nok et Revir, men uden høj feber, kunne vi ikke komme der. Jeg mindes et tilfælde, der var mange, men det her drejede sig om en kollega, der som dagen gik blev mere og mere syg, han havde ondt i halsen, og han kunne ikke trække vejret, ved ankomsten til lejren, blev vi af blokchefen beordret over på Reviret, men selv om de der tilsyneladende gjorde en stor indsats, var det forgæves, han døde og blev sendt til krematoriet. Vi havde en del samkvem med de norske fanger, det var norske studenter, der var blevet anbragt her. De blev på et tidspunkt iklædt en slags uniform og blev sendt et sted hen, hvor de skulle grave forsvarsværker. Da de kom tilbage til lejren, var de kun skind og ben. Vi havde på det tidspunkt fået udleveret en Røde kors pakke med div. dejlige ting, og vi samlede straks en hel del fra vore pakker, som vi overlod nordmændene, deres taknemlighed var stor, og de glemte det aldrig. Der var i vor barak jævnlig lusekontrol, der foregik ved, at alfonsen sad på en skammel og undersøgte hver enkelt. Og i forbindelse med, at vi havde fået en Røde kors pakke, der skabte misundelse ved vore to barakledere, fandt de ud af, at de ville lave lusekontrol. Det blev dog nemt afværget, ved at vi gav dem nogle småbidder af vor overflod. Dår vi havde fået pakker, var der stor glæde i teltlejren, idet vor daglige ration, fra lejren ikke blev brugt, men vi afhentede den, og uddelte den til de stakkels mennesker. Der kom en dansk delegation til lejren. Den skulle forhandle om forbedring af vore forhold. Forhandlingerne resulterede i, at en del gamle og syge blev sendt til Danmark. For de resterende blev det besluttet, at vi skulle overføres til en krigsfangelejr. Det ville jo være en stor forbedring, da krigsfangelejre sorterede under Værnemagten, der rettede sig efter de regler, der var gældende for krigsfanger. Værnemagten og SS havde et syn på hinanden, som vil kunne sammenlignes med Hund og Kat. Som forberedelse til afgang fra lejren, fik vi udleveret vort eget tøj, og det var vel nok dejligt, idet der jo var betydelig mere varme i det end fangedragten. Vort eget fodtøj var med tiden blevet ødelagt, jeg havde været iført lange støvler, her var kun skafterne tilbage, flere havde været iført små sko, og de lignede efterhånden en Stom P. tegning, omviklede med klude og snor efter de forhånden værendes princip. Men Røde Kors havde sendt et parti halvstøvler og stortrøjer ned til lejren, og de fleste af os fik udleveret virkelig dejligt fodtøj og en stortrøje, der var enkelte, der ikke kunne få noget fodtøj, der passede, da de levede med en stor fod nr. 44 til nr. 45, de måtte med forhåndenværende materiale tilvirke fodtøj, der var et festligt syn. Vi fik i de sidste dage i lejren udleveret en Røde Kors Pakke, og nogle af os havde været heldige at få en såkaldt sødepakke tilsendt fra familien. Dagen for afrejsen var efterhånden blevet fastlagt, og tidlig morgen på afrejsedagen, blev vi ført til den store appelplads, hvor vi skulle afvente nærmere. Da vi nu skulle til bedre forhold, muligvis sendes til Danmark, som et lokumsrygte, havde udspredt, havde vi samlet alt overflødigt af forskellige ting især madvarer, som vi gavmildt havde udleveret til de andre fanger, især nordmændene, jeg havde et stykke brød lidt pølse og ost, som jeg mente at kunne klare mig med, til jeg kom til det nye sted. Det viste sig, at jeg kunne have brugt alt det jeg gav væk plus mere til, inden jeg igen fik hilsen fra Røde Kors, så jeg igen kunne føle mig mæt Vort ophold på appelpladsen viste sig, at skulle blive langvarig. I løbet af dagen kom der mange rygter om, at der var kommet danske busser, som skulle køre med os, men det var jo også kun et rygte. Det var hundekoldt, og vi var glade for, at vi havde fået vort eget tøj. Jeg har før skrevet om, at vi fik en personlig pakke fra hjemmet, og i den forbindelse, vil jeg fortælle, at vor familie, kun godt for dem, ikke havde nogen formening om, hvordan vi var anbragt. En kollega, der havde sit arbejde på et kontor i civil, havde i sin pakke fået tilsendt æbler syltetøj seks rene hvide flipper og et par hjemmesko. Det her omtalte tilbageblik kunne ikke undgå at fremkalde smil og en del mere eller mindre uheldige bemærkninger. Vi opholdt os på pladsen hele dagen, uden der skete noget, og da det blev mørkt, blev vi ført til en stor hal, der blev benytte som biografsal mv. Da vi var udskrevet af lejrens forplejning, fik vi hverken vådt eller tørt, så jeg var glad for min lille reserve, jeg havde i lommerne. Tidlig næste dag, blev vi igen ført op på appelpladsen, her fortsatte vi så med at vente og høre på Lokumsrygter. Der var flere kolleger, der selv om de var meget syge, og var indlagt i revir, havde bedt om at komme med på transporten. De faldt om på pladsen, og blev igen ført tilbage til reviret. De fik løfte om, at når vi skulle af sted, ville vi hente dem, så de også kunne komme med. Det var desværre ikke muligt, at overholde den aftale. Hen på eftermiddagen blev det endelig alvor, nu skulle vi af sted. Vi blev i hold ført op til lejrens holdeplads, og her blev vi 50 stk. i hver kreaturvogn anbragt i et langt tog. Vi var lidt skeptiske, men kom dog til det resultat, at der nok ikke var så mange busser eller personvogne ledige, så vi ca. 200+ mand kunne blive transporteret standsmæssigt. Turen varede ca. to dage. Vi kom til en station i en lille by, og her blev vi afhentet at værnemagersoldater, og i grupper blev vi ført til en krigsfangelejr, der hed Muhlberg. Udenfor lejren blev vi anbragt i en lille granskov, herfra blev vi hentet i hold, vi skulle ind i lejren, hvor vi blev registreret, fotograferet og skulle i bad. Jeg tilbragte natten i skoven sammen med en del af kollegerne, idet det jo tager sin tid, at registrere 2000 mand. Skoven bestod af meget gamle grantræer og i bunden var der et tykt lag af grannåle, det var en fordel, idet jeg sammen med to andre kolleger gravede os et hul i nålene og så lagde vi os tæt sammen, ragede en masse nåle hen over os, og her fik vi en forholdsvis rolig og varm nat. og som nogen af de sidste kom vi ind i lejren, der til sammenligning med Buchenwald var betydelig bedre. Nogle dage før juleaften, blev det bekendtgjort, at der skulle sendes 150 mand fra lejren til assistance for Borgmesteren i Leipzig. Min bror, der jo også var med på turen, og jeg meldte os til turen, idet vi mente, at det kunne være lige så godt, som at gå i lejren. Vi var jo ikke klogere. Før afrejsen til Leipzig fik vi udleveret en madration, der var beregnet for 2 dage, det var ikke meget, men vi fik besked om, at det var samme ration, som tyskerne fik. Vi blev nu ført til den lokale station, hvor vi skulle vente på kørelejlighed. Dagen gik med at vente sammen med en masse civile tyskere, hvoraf en del var flygtninge fra Østtyskland. Der kom ingen tog, og hen under aften blev vi ført tilbage til lejren, hvor vi blev indlogeret i et tæppedepot. Her tilbragte vi en forholdsvis rolig nat, vi havde det varmt og dejligt med alle de tæpper. Næste dag gik turen igen til stationen, hvor vi igen ventede til godt middag, så endelig fik vi kørelejlighed. Vi blev anbragt i tre lukkede godsvogne, 50 i hver, og så gik det ellers derudad. Det var en køretur med mange standsninger, rangering, stop ved luftalarmer, men sent på aftenen var vi nået til en forstad til Leipzig. Da vi ankom, blev der blæst luftalarm, og vagtmandskabet løb i dækning, vi blev hvor vi var, af den grund, at dørene var låst udvendig fra. Efter afblæsning af alarmen blev vi beordret til udstigning, da vi var meget forfrosne, og udstigningen foregik ned ad en skrænt, mere faldt og trimlede vi ned af skrænten, det må have været et kosteligt syn, men vi kunne nu ikke rigtig se det morsomme i situationen. Vi blev anbragt i marchkolonne, vi fik besked om, at vi skulle gennem en del af byen til en lejr, der var etableret i en tidligere sommerforlystelses område. Det var helt dejligt at få rørt benene, der jo var blevet lidt stive af at sidde i den i øvrigt meget utætte godsvogn. Det var som en spøgelsesvandring, vi gik midt i gaden, der var ingen trafik, men en masse ruiner. Her må bemærkes, at det jo var juleaften kl. ca. 2200. Der var ikke spor, der viste, at der boede mennesker, der var ikke spor af lys eller liv, så der var ingen tegn på, at tyskerne fejrede juleaften, vi forsøgte også at mane den tanke i baggrunden, jeg havde på et tidspunkt sagt til min bror, at det ville være sjovt, at vide, hvad familien fik at spise til julemiddagen, men det var et ret uheldigt spørgsmål, der udløste et bebrejdende blik fra brormand, så vi fortsatte marchen uden flere kommentarer. Men det var nu en underlig fornemmelse, at gå gennem en millionby en juleaften, uden at observere spor af liv. Ved ankomsten til vor nye lejr, blev vi modtaget af værnemagtsoldater, der ønskede os velkommen, alene det var jo en julegave, idet vi i lejrene, der var underlagt SS, kun fik vrede ord og tilråb Det var en Feldwebel, der var chef for lejren, han oplyste, at han endnu ikke havde fået tildelt rationer til os, men hvis vi ville være behjælpelige kunne han fremskaffe en varm drik. Jeg er endnu ikke klar over, hvad det var, men den var varm, og det trængte vi til. I den store tidligere festsal var der anbragt køjer, i to etager, og her blev vi tildelt hver sin køje og to tæpper, det var første gang på hele vor tur, at vi havde haft egen soveplads, igen en slags julegave. Brormand og jeg havde beslaglagt to underkøjer ved siden af hinanden, og her sad vi med vor varme drik, og et par stumper brød og lidt pølse, som vi fortærede, vi så på hinanden under måltidet, men vi kom ikke med bemærkninger om, hvad vi kunne tænke os i stedet for. 1. og 2. juledag blev brugt til at indrette os, og der blev udtaget folk til forskellige gøremål, som er nødvendige i en lejr. Vi havde iblandt os en udlært kok, som naturligvis fik køkkenet overdraget, han oplyste, at han aldrig havde lært at lave roesuppe, men det lærte han nu hurtigt. Jeg har før nævnt vor lejrchef, der hurtigt fik navnet Chr. d. fjerde, eller Chr. firtal, idet han af statur var lig Chr. d. fjerde, og på skulderen havde han et firtal. Der var ved uddelingen af opgaver også blevet udnævnt en talsmand, og han gjorde lejrchefen opmærksom på, at da vi forlod Buchenwald, havde vi godt nok fået vort eget tøj, men vore værdigenstande, havde vi ikke fået udleveret. Lejrchefen fik ved den oplysning straks et typisk tysk raserianfald, og kaldte SS'erne for forbrydere, og gik straks i gang med at fremskaffe vor værdigenstande. Det lykkedes ham også, og der manglede forbavsende få ting, men det kan skyldes andre fanger, der jo blev brugt til at registrere og anbringe slige ting. Lejrchefen var på mange måder en hædersmand. Han havde på en eller anden måde fremskaffet nogle sække kartofler, og vor udmærkede kok frembragte en fortræffelig kartoffelsuppe eller nærmest grød, som med salt på smagte fortrinligt. Vor talsmand havde haft en samtale med lejrchefen om, at vi ikke efter vi forlod Buchenwald havde hørt fra Røde Kors. Røde Kors havde en fordelingscentral i en by, vist nok Torgau, og såfremt der kunne skaffes køremuligheder, ville vi kunne forskønne vor daglige tilværelse med mange gode ting. Jeg har før nævnt, at lejrchefen var en handlingens mand, og han fremskaffede køretøj, og to fanger og to soldater blev sendt af sted. Ved hjemkomsten med pakkerne, kunne lejrchefen godt forstå, at vi gerne ville have pakkerne. Røde Korsfolkene var åbenbart godt inde i de tyske forhold, idet de havde sendt lidt rigeligt med, så lejrpersonalet også fik en pakke. Min første dag som borgmesterens medhjælper, var d. 27. december 1944, i øvrigt min 25 års fødselsdag. Vi blev afhentet i lejren af tyske forarbejdere, som havde forskellige opgaver i byen og omegnen, de forarbejdere var gamle mænd og tidligere soldater, der på grund af skader i krigen ikke kunne bruges til andet. Vi var elleve mand, der skulle overtage et arbejde efter nogle amerikanske krigsfanger. Der blev straks en livlig spørgen af amerikanerne, som ikke havde set en tilsvarende uniform, som den vi havde på, vor uniform var på det tidspunkt nogenlunde anstændig. Amerikanerne sad og tændte den ene cigaret efter den anden, Camel, og vi, der ikke havde set tobak sad og misundte dem, men det gik hurtigt op for amerikanerne, at vi ikke havde nogen rygevarer, hvorefter de gavmildt delte ud af deres overflod. Jeg glemmer aldrig den cigaret, efter jeg havde fået ild på cigaretten, tog jeg et ordentlig hiv, hvorefter universet begyndte at rotere, da jeg igen blev nærværende, spurgte jeg brormand, om han havde haft den samme tur, og det kunne han bekræfte, at han havde haft. Det var så min 25 års fødselsdag, senere i livet har jeg haft en del runde fødselsdage, der blev holdt under mere hyggelige og private former. En morgen kom der to tyske forarbejdere til lejren. De skulle bruge en kommando af folk, der var vant til at bruge skovl og spade. Det blev oplyst, at der i kommandoen ville blive uddelt en ekstra liter suppe til hver. Det resulterede i, at der straks meldte sig rigeligt med deltagere, selv om der ikke var nogen oplysning om, hvad arbejdet bestod i. Det viste sig, at arbejdet bestod i at vi skulle arbejde på en kirkegård med at begrave ofre efter bombardementerne, som efterhånden var en daglig foreteelse. For at få den ekstra liter suppe, skulle vi på hver arbejdsdag grave en grav, og når en kiste med indhold, var anbragt, skulle vi igen dække hullet til. Vi blev efterhånden eksperter i det gravearbejde, hullerne blev ikke større, end det var nødvendigt. Kisterne bestod af krydsfinerkasser, de kunne lige klare, det de var beregnet til. Der var nogle enkelte kasser, der indeholdt de rester, der var fundet, og de havde jo ikke brug for en hel kiste. Den kollega, der var heldig at få en sådan kasse, havde den pågældende dag et let arbejde, så som nogle sagde, jeg er heldig i dag, jeg skal kun lave plads til en kasse med reservedele. Der var, som før nævnt, jævnlig bombardementer, og vi lærte hurtigt at gardere os. Ved alarm, skulle alle straks sørge for at komme i skjul, og vi fandt hurtigt ud af, at vi skulle gemme os i de områder, hvor alt var udbombet, kældrene var næsten altid intakte, og de overliggende etager danne et godt dække for evt. træffere, og så var der det gode ved disse steder, at her var der ingen gas eller vand. Jeg nævner dette, fordi vi under oprydning efter bomberne i mange kældre kunne finde ofre, der enten var druknet eller omkommet på grund af udsivende gas, det var der ingen fare for i de gamle ruiner. Under en alarm stod brormand og jeg uden for et sådant sted, og vi var klar til at løbe i dækning, når der evt. begyndte at falde bomber. Forinden der blev smidt sprængbomber, blev der som regel droppet en del brandbomber, men de var ikke så farlige, idet de var nemme at slukke med nogle skovlfulde sand. Den dag, jeg her tænker på, stod vi og betragtede bombningen sammen med en ældre tysker, og da brormand og jeg syntes, at de kom lidt for tæt på, gik vi i dækning i kælderen, men tyskeren grinede af os, han mente ikke, at der var nogen fare. Men da vi var på vej ned i kælderen, faldt der en kraftig bombe næsten ude for nedgangen til kælderen, det var tæt på, og jeg ønsker ikke, at jeg nogensinde skal komme tættere på en bombe, idet der efter en sådan eksplosion, bliver et lufttomt rum, der er ret ubehageligt for vejrtrækningen. Da vi efter bombningen igen forlod kælderen, kunne vi ikke diskutere det farlige ved bombningen med tyskeren, idet han havde været for tæt på, og nu kun havde brug for en krydsfinerkasse. Efter større bombardementer var reglen eller ordren den, at vi skulle gå til lejren, for at vi kunne se, om der var nogen, der var gået tabt. Selv om vi danskere arbejdede mange forskellig steder i byen, var vi heldige, der blev ingen dræbt under bombning. På vej til lejren en dag efter en større bombning, kom vi igennem et villakvarter, Her kom en civil mand, dansker, han forklarede, at han var ansat i en slags dansk konsulat, der havde til huse i en villa. Der var faldet en del brandbomber i huset, og han ville gerne bede os om, at være behjælpelig med at redde en del vigtige papirer. Vi gik straks i gang, og det var ingen sag for os, at slukke de brandbomber, og reddede derfor både papirer og villa. Vi gennemgik hele villaen for at sikre os, at der ikke var fare for brand. Den førnævnte dansker var så taknemlig for vor indsats, at han gav os en kasse fyldt med diverse ting, der var velset i vor lejr, smør, pølse, ost og knækbrød. Da vi kom tilbage til lejren, viste brormand mig et syltetøjsglas, som var faldet ned i hans lomme nede i villaens kælder. Vi skulle straks smage på varen, men vore smagsløg var noget forvirrede, så vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvad det var, men det smagte himmelsk. Senere fandt vi dog ud af, at det var enten sveske eller blommemarmelade. Den kirkegård vi arbejdede på, lå umiddelbart op ad en banedæmning, som var et udsøgt mål for bombeflyene. Efter et bombardement blev det på kirkegården optalt 72 bombekratere, en del af bomberne var faldet i et forholdsvis nyt område med mange grave. Bomberne tager jo ingen hensyn, og en hel del af de nylig begravede, var igen kommet op af jorden, vi skulle nu planere området, og så vidt muligt anbringe evt. fundne rester i bunden af kraterne, der kunne jo af gode grunde ikke tages hensyn til tidligere pladser. En episode i forbindelse med dette arbejde kan beskrive, at vor indstilling til tilværelsen, havde taget en mærkværdig kold indstilling til tilværelsen, Under vort oprydningsarbejde, fandt vi mange ting, der fremkom et par ret pæne tyske soldaterstøvler, som en kollega straks mente, at han kunne passe, men da han kiggede nærmere efter, frafaldt han straks sine krav, den tidligere ejer havde ikke taget fødderne ud af støvlerne. På kirkegården arbejdede der også en del russiske krigsfanger, de var ikke sarte, og en af dem overtog med glæde støvlerne. Jeg havde en svoger, der også var med på turen, Han blev meget syg med høj feber, når vi kom hjem fra vort arbejde gjorde vi alt, hvad der var muligt, for at hjælpe dem, der var syge. Jeg forsøgte at få svoger til at spise, og drikke noget varmt, men han kunne ikke holde maden i sig, og han havde efterhånden opgivet det hele, og det var sikre tegn på, at han ikke ville klare sig. Da han fortsatte med høj feber, blev han tilset af en fransk militærlæge, der beordrede ham ind lagt i hospital. Efter få dage blev det af lejrchefen meddelt, at svoger var død. Vor talsmand forespurgte lejrchefen, om det var muligt at vi kunne give svoger en fornuftig begravelse, og han bestemte straks, at brormand og jeg, der jo var hans nærmeste, og fire kolleger, som han havde forrettet tjeneste sammen med, skulle deltage i begravelsen. Den pågældende dag blev vi sendt af sted med en enkelt soldat som vagt. På kirkegården var der en indhegnet plads, hvor alle de afdøde var anbragt, de lå i dynger, indtil russere havde fået dem anbragt i kasserne, vi måtte gennemgå en hel del kasser, inden vi fandt svoger, men vi genkendte ham alle, han var helt nøgen, og ved storetåen var bundet en seddel med hans navns og øvrige data. Der var langt ud til det sted, der var udset til svoger, så vi organiserede en trækvogn til transporten. På vej ud til stedet mødte vi en præst i fuld ornat, og en af kollegerne fik straks den tanke, at svoger skulle have et par ord med på vejen, på forespørgsel og med forklaring om vore tanker, indvilligede præsten straks i at foretage det nødvendige. Han forklarede, at han ikke var ukendt med Danmark, idet han i studietiden havde opholdt sig i længere tid i Danmark. Det blev en efter forholdene nobel begravelse, idet præsten på nogenlunde forståeligt dansk, sagde mange pæne ting, og af de ord kunne vi slutte, at han ikke var tilhænger af det nuværende tyske styre. Vi havde forud for begravelsen lavet en aftale med to russere, der gravede graven og dækkede den til, og for deres ulejlighed betalte vi dem med pølse og ost, og de var åbenbart tilfredse, for de fremskaffede en buket blomster, vist nok hentet fra nogle nærliggende SS'grave. Præsten, der havde foretaget begravelsen, blev også belønnet med lidt godter, han sagde, at det var langt over en uges ration, og han takkede os mange gange, og håbede for os, at vi alle måtte komme tilbage til Danmark. | Liltorp, Carl (I0152)
|
| 66 | Det var Asta's barndomshjem. | Familie: Egon Sørensen / Asta Bertelsen Jensen (F0574)
|
| 67 | Det var et lille landbrug og en købmandsforretning. Forretningen var helt anderledes end den man kender i dag. Forretningen var en lille stue, hvor der var en lang bænk (en slagbænk) på den ene væg. Her satte kunderne sig og fik serveret kaffe, og imedens gik ekspeditricen og vejede mel, sukker, kaffe, salt m. m. som fandtes i skufferne i den store købmandsdisk. Kaffen blev malet i en stor kaffemølle og på gulvet stod der også en stor træbøtte med spejesild. Smør og margarine havde man også i bøtter og vejede af, efterhånden som kunderne bestilte. Det var ikke så forjaget dengang, man havde god tid. | Andersen, Karen Gudrun (I0012)
|
| 68 | Dom angaaende kundskab, god og opførsel, meget god. | Christensen, Christence Jørgine (I0968)
|
| 69 | Dorf Sogn er formentlig et kirkedistrikt i Dronninglund Sogn, Hjørring Amt | Kilde (S0213)
|
| 70 | Dorthe har opnået karakteren god for kundskab og opførsel. | Rasmusdatter, Dorthe (I1435)
|
| 71 | Døbt i hjemmet ved Pastor Thygesen. Dør inden fremstillingen. | Sachse, Johannes Marius (I0083)
|
| 72 | Død i hjemmet. | Sachse, Ane Dorthea (I0109)
|
| 73 | Død om morgen kl. 7 | Wiederhold, Johan Georg (I0443)
|
| 74 | Død som soldat som følge af krigen i 1864. | Andersen, Jørgen William (I0429)
|
| 75 | Død under fuldskab og er formentlig udsat for grov vold i denne tilstand, Han indbringes til Københavns Kommunehospital og dør inden for 12 timer. | Vehrhahne, Oscar Valdemar (I2444)
|
| 76 | Død, formiddag kl. 11. | Pfeil, Dorothea (I0444)
|
| 77 | Døde ca. kl. 0900, blev fundet kl. ca. 0915 | Jørgensen, Tage Emil (I0142)
|
| 78 | Dødsannonce i Nordjysk Stifttidende 2004-08-01 Min elskede kone, vores kæreste mor og svigermor, verdens bedste mormor og farmor INA WULFF SACHSE født den 12. september 1934 død den 28. juli 2004, er stille sovet ind efter kort tids sygdom Elsket og savnet Orla, børn, svigerbørn og børnebørn Bisættelsen finder sted fra Vadum Kirke tirsdag den 3. august 2004 kl. 13.00 Eventuel opmærksomhed bedes tiltænkt Kræftens Bekæmpelse, giro 000-1165, mrk. "Ina Sachse" | Nielsen, Ina Wulff (I0175)
|
| 79 | Dødsannonce i Nordjysk Stifttidende den 2003-06-10 Vores kære far, svigerfar, farfar, morfar og oldefar. Fhv. fabrikant Poul Sachse Vævegaarden, Tylstrup. * 8. januar 1913, sov stille ind i Tylstrup, den 4. juni 2003. Hanne og Hans Jørgen, Bjarne og Gro, Ernst, Børnebørn og oldebørn. Bisættelsen finder sted fra Ajstrup Kirke tirsdag den 10. juni kl. 13.00. | Sachse, Poul Peter Johannes (I0350)
|
| 80 | Dødsårsag "Eoclusis art. coronar" (åreforkalkning og dermed, blodprop). | Andersen, Anders Bjerring (I1501)
|
| 81 | Dødsårsag:Danmark | Kristensen, Vilhelm Marinus (I2237)
|
| 82 | Dør formentlig i en tysk koncentrationslejer. | Jørgensen, Egon (I2128)
|
| 83 | Dør før fremstillingen. | Saxe, Vilhelm (I0100)
|
| 84 | Dør før fremstillingen. | Bjerring, Anne Dorthea (I1455)
|
| 85 | Dør før fremstillingen. | Svane, Julie Christine Nielsine (I1883)
|
| 86 | Dør inden fremstillingen. | Andersen, Knud Christian Hjermin (I1595)
|
| 87 | Dør inden fremstillingen. | Kristensen, Vilhelm Martinus (I2254)
|
| 88 | Dør inden publiceringen i kirken. | Kristensen, Søren Peter (I2239)
|
| 89 | Dør inden publiceringen i kirken. | Kristensen, Maren Dorthea (I2245)
|
| 90 | Elly Johanne Larsen har gaaet i Skole i Stidsholt, er uddannet ved Husgerning og var Sommeren 1937 paa Stidsholt Ungdomsskole. | Larsen, Elly Johanne (I0299)
|
| 91 | En af de mange tavse danskere tillader sig herved, at give skriftlig udtryk for sine tanker. Jeg har lige igen læst en historie "Konen i Muddergrøften". Det er en fortælling, der kan give stof til eftertanke. Vi lever stadig i opgangstider, men der kunne komme den dag, da vi atter befinder os i mudderet. Vi kan ikke fortsætte som nu, vi må bremse op, før vi kører af sporet. Dem, der på en eller anden måde, er havnet på en taburet i det høje ting, bør sige stop. Og sørge for, at vi har råd til at leve, som vi gør. Jeg er fuld af beundring over de husmødre, der efter samfundet har lagt beslag på ca. 70 % af indtægten, at de med det resterende beløb kan føre en nogenlunde tålelig husholdning for mand og børn. Det skyldes nok, at hun lever efter reglen, det kan vi tillade os, og er der så lidt til overs, kan vi købe lidt af de godter, der findes. Findes der ikke en eller flere i det høje ting, der kan og vil sige: Kære medborgere! I skal have alt det i beder om, men først når vi har midler til at betale med. Det er god politik, for som det udarter sig nu, ender vi i mudderet. Endnu et lille suk, ville det ikke være en fordel, om befolkningen blev animeret til at være mere selvstændige, og ikke som nu, hvor det høje ting tror, at de altid ved, hvad der er bedst for os. Jeg tror, der er for mange kokke i Tinget, de fordærver maden, og alt for ofte udtaler de sig ud fra et meget dårligt kendskab til tingenes faktiske forhold. Det var så en lille del af de tanker, der findes hos mange tavse danskere. C. Liltorp Bogensevej 29, st. 4700 Næstved. | Liltorp, Carl (I0152)
|
| 92 | En sommer fik vi en ny legekammerat, det var en gris. I min barndom var det nødvendigt at samle forråd til vinterhalvåret, der var en regel, at vi skulle have en fedegris, som blev slagtet hen mod Jul, så der var noget i sulekaret. Den sommer jeg her vil omtale, fik v1 af en bonde tilbudt en lille gris, som Bonden ikke mente, det kunne betale sig at føde på, Vi fik grisen i en sæk, og løb glædestrålende hjem til mor med vort bytte. Mor kiggede lidt skeptisk på grisen, og gav os tilladelse til at gøre et forsøg på at holde liv i den. Grisen blev anbragt i bryggerset i en trækasse indpakket i forskellige uldne ting, og Mor kogte noget havresuppe til den, og vi unger fik ved hjælp af en sutteflaske hældt maden i den. Vi havde held med vort forsøg, grisen blev snart meget livlig, og på et tidspunkt, da den ville til at opholde sig i køkkenet, sagde Mor stop, så nu måtte vi i skuret i haven indrette en sti, hvor den kunne opholde sig, men den var ikke tilfreds med sit nye logi, så når den kunne høre vi løb og legede, brød den ud af stien, for at være i nærheden af os. Hen på sommeren blev der indrettet et mere solidt opholdssted til grisen, for den skulle jo fedes, og det var jo vanskeligt, når den løb alt fedtet af sig, når den var sammen med os. Grisen gjorde os den tjeneste, at vokse sig stor og tyk, og da tiden var inde til slagtning, skulle han bringes over til Morfar, der var slagter, og vi lukkede ham ud, og han fulgte os villigt til kort før slagtehuset, da ville han ikke længere, men vi var tre unger og Morfar, så han blev anbragt på slagtebænken. Morfar roste os for, at vi havde feddet en så fin gris, og da den blev bragt hjem, kunne den fylde sulekaret, og Mor havde meget arbejde i mange dage med at tilberede de gode sager, der kom ud af vor legekammerat. Når vi i vinterens løb sad og spiste flæsk og andet godt af grisen, kunne vi godt sidde og mindes og tale om de sjove episoder, der havde været med ham. | Liltorp, Carl (I0152)
|
| 93 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Liltorp, Otto Frode (I0154)
|
| 94 | Et par oplevelser fra en af Carl Liltorps arbejdsdage ved Politiet. Sommermorgen på Nørrebro i København. Som ansat i det offentlige, havde jeg pligt til at møde på arbejde, den her omtalte søndag. Jeg skulle være på arbejdet fra kl. 07.00 til kl. 15.00. Kl. 06.45 meldte jeg mig til, til dagens leder, og jeg fik anvist et område, som jeg skulle tilse i tidsrummet kl. 07.00 til kl. 10.00 samt i tiden kl. 12.00 til kl. 15.00. Kl. 07.00 gik jeg til det mig tildelte område. Som det fremgår af overskriften, er vi i Hovedstaden. I det område, som jeg skulle tilse, boede der ca. 85000 mennesker. Den første times tid var gaderne gabende tomme. Vinduerne til lejlighederne var de fleste steder åbne, for at der kunne komme lidt frisk luft ind i de forholdsvis små rum, hvor der boede familier på op til syv personer i lejligheder på to værelser med køkken og en lille entre. Fra de åbne vinduer kunne man nogle steder høre, at der var nogen hjemme, idet der hørtes lydelig snorken, og til tider blev der fra en sovende person lukket generende luft ud, et sted lød der godmorgen fra en beboer, der lå med overkroppen i vindueskarmen, mens han nød en cigaret. Ved ottetiden blev der lidt mere liv i gaden. På vej til bageren efter morgenbrød kom en mand iført slåbrok, hjemmesko, uglet hår og sort humør, han var godt sur over, at det var ham, der skulle til bageren, da han gik forbi mig, brummede han arrigt, var det ikke bedre at finde dobbeltmorderen, i stedet for at stå her og glo på gaden. Det omtalte dobbeltmord var et varmt samtaleemne på den her tid. Jeg gav ham ret, og det resulterede i, at han blev endnu mere arrig, og gik ind til bageren efter morgenbrød. Jeg fortsatte min vandring, og ved hovedgaden i kvarteret stod jeg og betragtede færdslen. Jeg hilste godmorgen til mælkekusken, der var på vej hjem med sit hestekøretøj og mælkedrengene, efter han havde leveret mælk, fløde til de handlende i kvarteret. Lidt efter kom der en bil, en Ford model 29, den kørte så mærkeligt ujævnt, jeg gav føreren tegn til standsning, På forespørgsel fremviste han gyldigt førerbevis. Den ujævne kørsel skyldtes, at motoren gik så mærkeligt, og han var ikke klar over, hvad det skyldtes. Han havde ikke meget forstand på det mekaniske, han kørte med hestevogn til daglig, men i dag havde han, af en kammerat lånt det her køretøj, da han havde lovet familien en tur i skoven. Jeg fortalte ham nu, at jeg havde en del kendskab til køretøjer af omhandlede art, og jeg gjorde ham nu bekendt med, at efter start skulle man regulere benzintilførslen, og der var jo heller ikke automatisk tænding, men under rattet var der anbragt en svingarm, hvormed man kunne re-gulere tændingen. Efter undervisningen og den rette indstilling, viste det sig, at motoren gik som en drøm, og manden fortsatte sin kørsel i betydelig bedre humør. Efter at have vinket farvel og ønsket god skovtur, fortsatte jeg min vandring. Jeg kiggede ned i en af sidegaderne, her fik jeg øje på en lille pige, ca. 7 år, der gik søgende omkring, hun græd stille og store tårer løb ned ad kinderne, jeg spurgte, hvad der var galt, hun hikstede, mens hun forklarede, at hun skulle til bageren efter morgenbrød, og til det formål, havde hun fået udleveret en femkrone seddel, da hun kom til bageren, kunne hun ikke finde pengene, nu havde hun set efter hele vejen mellem bageren og hjemmet, men hun havde ikke fundet pengene. Hun turde ikke gå hjem, for så fik hun klø. Jeg kan ikke lide at se små børn græde af fortvivlelse, så jeg sagde til hende, at jeg havde fundet pengene. Sjældent har jeg set et barn blive så glad. Jeg kan fortælle, at jeg i det øjeblik havde fået en ven for livet. Senere i tiden kunne hun stå i længere tid og vente på mig for at hilse på mig og få en lille sludder. Kl. 09.00 skulle jeg tilse alarm skabet, og her var der besked om, at jeg skulle henvende mig på en adresse Telefonisk blev jeg af Lederen oplyst om, at det drejede sig om husspektakler. En mand havde smidt konen og et nyfødt barn ud af lejligheden. Uden for den omhandlede adresse stod den unge kone, hun for-talte, at hende og manden havde haft et skænderi om økonomien, og det re-sulterede i, at han havde smidt hende og barnet ud. Hun oplyste, at skænderi-et kom over, at de ikke havde penge til morgenmad. Jeg gav nu moderen penge til det nødvendige indkøb, og tog barnet på armen og henvendte mig på den omhandlede adresse. Her blev jeg mødt af en meget vred ung mand, Han bad mig skrubbe af i en gevaldig fart, han havde ikke noget at tale med mig om. Jeg fortsatte ind i lejligheden uden den store modstand, og da jeg havde fået barnet anbragt i sin seng, Faderen fortsatte med sine trusler, men jeg bad ham nu om at holde op, og i stedet sætte vand over til kaffe. Han kiggede så underligt på mig, men han satte vand over, og lidt efter kom konen med friske rundstykker og smør. Jeg oplyste nu Faderen om, at jeg heller ikke havde fået morgenmad, og det ville være fint, hvis han ville dække bord til tre personer. Mens vi spiste, bad jeg Manden fortælle, hvad det hele drejede sig om. Han fortalte, at de havde været gift i ca. 2 år. Da de giftede sig, havde de begge godt arbejde, og de havde indrettet sig med gode møbler, radio med grammo-fon og de havde for ca. et halvt år siden købt en dejlig gasvandvarmer, en del havde de købt på afbetaling, de kunne sagtens klare de indgåede aftaler, da de jo begge tjente godt. De var begge meget glade for barnet, men det var jo et uheldigt tidspunkt for familieforøgelse. Konen måtte jo opsige sit arbejde ca. 14 dage før fødslen var beregnet, og det var jo en betydelig nedgang i indtægten. De havde ikke kunnet overholde de indgåede aftaler, hvilket havde resulteret i, at de nu havde fået rykkerskrivelse fra deres leverandører. Man-den viste mig kontrakterne, og det fremgik heraf, at de havde været meget punktlige med deres indbetalinger. Radioen var udbetalt, der manglede kun små beløb hos møbelhandleren og gasmesteren. Jeg spurgte nu, om han hav-de talt med dem efter han havde fået rykkeren, men det havde han ikke, han var flov over, at de ikke kunne betale. Jeg gjorde nu Manden opmærksom på, at han var et fjols, og at leverandørerne jo var nødt til at sende rykkere, når han ikke henvendte sig. Han indrømmede at han havde dummet sig. Jeg kunne fortælle ham, at jeg var nær bekendt af begge leverandørerne, og han skulle straks dagen efter henvende sig hos dem begge og få en aftale om ændrede afdrag på restbeløbene, jeg skulle nok sætte mig i forbindelse med dem begge, og fortælle, at han kom. Det hele kom til at gå som beskrevet, og den lille familie var igen lykkelige, det var kun møbelhandleren, der havde tilskrevet sig lidt ekstra renter. Jeg talte senere ofte med den lille familie, og de var stadig glade og forelskede. Jeg skylder også at fortælle, at Manden den første lønningsdag henvendte sig til mig for at betale mit udlæg til morgenmaden, det sagde jeg ikke nej til, da jeg ikke selv havde for mange lommepenge. Klokken var lidt over tiden, da jeg aflagde beretning til Lederen, og han gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle overholde, de på arbejdsskemaet anførte tider. | Liltorp, Carl (I0152)
|
| 95 | Etablerer sig i et lille bitte hus i byens sydlige ende overfor "den nederste smed". | Andersen, Anders (I0148)
|
| 96 | Fadd. Frøken Marie Jørgensen, Nyborg, Landvæsenslærling Karl Clausen, Søgaard, Ungkarl Chresten Krøjer, Søgaard, Ungkarl Niels Sørensen, Hjulby ?? | Christensen, Klara Knudine (I0971)
|
| 97 | Fadd: Barnets Moder, G?? Peder Henriksen, Vindinge, Ungkarl Lars Klausen, Gaardmand P. Hansen, Søgaard | Christensen, Christence Jørgine (I0968)
|
| 98 | Fadd: Barnets Moder, Husmand Daniel Johansen paa Vindinge Mark, Ungkarl Andreas Andersen i Paarup, Ungkarl Anders Andersen i Paarup | Christensen, Johanne Margrethe (I0969)
|
| 99 | Fadd: Gaardmand Peter Johansen, S. L??, Gaardmand Henrich Petersen, samme sted, ?? Anker Christensen, Holsted, Gaardmand Rasmus Rasmussen,s hsutru Ane Petrine Rasmussen, S. L??rup, Gaardmand Peter Johansens,s kone Ane Petersen, samme sted | Andersen, Knud (I0433)
|
| 100 | Fadd: Pige Anna Hansen, Karls??, Ungkarl Christen Krøjer, ?? Ungkarl Niels Christian Sørensen, Hjulby ??, Murermester Christian Andersen Rejstrup | Christensen, Marie Andrea (I0970)
|