Slægten ..... før og nu!
Finn Sachse Poulsens slægt og slægtsforskning.
Notater
Match 301 til 350 fra 903
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 301 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Wiederholt, Lene (I0383)
|
| 302 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Wiederholt, Lene (I0383)
|
| 303 | Har fået tg i kundskaber og mg i opførelse. | Sachse, Johan Frederik (I0051)
|
| 304 | Har lønnet medhjælper i forretningen. | Familie: Niels Peter Henriksen / Esther Sachse (F0029)
|
| 305 | Har været her i gennem de sidste 20 år frem til hans død | Thomsen, Jens (I0938)
|
| 306 | Hartkorn 8 tdr. 0 skp. 3 fjdk. 2½ alb. | Christensen, Thomas (I0925)
|
| 307 | Havde en slagterforretning i Gandrup. | Sachse, Johannes Christian (I0092)
|
| 308 | Her blev det oplyst at gårdens hartkort var 3 tdr. 6 skp. Boets indtægter var 102 rigsd., og udgiften til husenes og besætningens brøstfæld var 119 rigsd. Da der var et underskud i boet på 17 rigsdaler, var der intet at dele. Skifteforvalteren spurgte enken, om hun fremdeles ville bebo gården og holde samme vedlige tid efter anden, hvortil hun svarede ja, men hun ønskede allerhelst og jo før des hellere at overlade gården til sin søn Thomas Mortensen, hvis herskabet ville tillade det. Hermed sluttede skiftet, der iøvrigt oplyser, at den afdødes begravelse havde kostet 10 rigsdaler, og enken ønskede ligeledes 10 rigsdaler til sin egen begravelse. Herskabet forlangte resterende landgilde penge for 1751 6 rigsdaler og 4 mark. Efter hartkornet udfordredes til besætning 4 bæster á 10 rigsdaler er = 40 rigsdaler, 1 plov med tilbehør 4 rigsdaler, 1 harve af egetræ 2 rigsdaler, 1 vogn med tilbehør 6 rigsdaler 4 mark. Husenes brøstfæld efter vurderingsmandens skøn: Rålingshuset ansattes for ialt med tømmer og tag samt arbejdsløn 12 rigsdaler. Laden ansattes til 14 rigsdaler, hvis den skulle være i orden. Til det østre hus i gården behøves tømmer til stolper og remme og syller og endetræer for 5 rigsdaler. 6 læs tag med arbejdsløn af aflægge 4 mark. | Pedersen, Morten (I0919)
|
| 309 | Her blev han til sin død. | Larsen, Oluf Kaj (I1662)
|
| 310 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Poulsen, Jørgen (I0005)
|
| 311 | Her fik han 4 kr. pr. uge på egen kost og logi. Det kneb med at få ugelønnen udbetalt, så efter 1 år blev lærekontrakten ophævet. | Sørensen, Egon (I1720)
|
| 312 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Poulsen, Jørgen (I0005)
|
| 313 | Her træffer hun sin mand som er tømrer og karetmager. | Andersen, Johanne Kirstine Margrethe (I0412)
|
| 314 | Her var der også et godt værksted så Oluf kunne lave forskellige ting som han siden solgte. Han lavede f. eks hjul til trillebører, lejevogne og træriver. Han var også god til at flette emd spanskrør til stolesæder, ryglæn og sengegavle. Han arbejdede også for en møbelfabrik. | Familie: Niels Oluf Sørensen / Johanne Kirstine Margrethe Andersen (F0506)
|
| 315 | Her var Egon i 4 år. Han gik på Teknisk Skole i 3 vintre. Lønnen i læretiden her var kost og logi hos mester, men da mester ville have ham på bygmesterskolen i Holbæk betalte han 175 kr. som skolepenge i vintrene 1934-35 og 1935-36. Der foruden fik han i de to vintre et statstilskud på i alt 300 kr. Egon aflagde svendeprøve den 9/4 1936 hvor svendestykket blev antaget med ros. Det foregik på det daværende Hotel Skarridssø i Jyderup. | Sørensen, Egon (I1720)
|
| 316 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Hansen, Martin Liltorp (I1248)
|
| 317 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Poulsen, Flemming Georg (I0276)
|
| 318 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Hermansen, Anne Lise Ørsted (I0277)
|
| 319 | Hjemmedøbt af lærer Kristensen. Dør før fremstillingen. | Kristensen, Maren Dorthea (I2245)
|
| 320 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Poulsen, Finn Sachse (I0001)
|
| 321 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Poulsen, Finn Sachse (I0001)
|
| 322 | Holger holder, som barn, ofte ferie hos morbroderen Anders | Poulsen, Holger Leonhardus (I1681)
|
| 323 | Hun er døbt i hjemmet samme dag som hun er født, da barnet var sygt. | Jensen, Johanne (I2337)
|
| 324 | Hun gik ud af 7. klasse. | Pedersen, Gurli Elisabeth (I1536)
|
| 325 | Hun har opnået karakteren "meget god -" i kundskaber og "meget god" i opførsel. Hun er vaccineret den 10. august 1841 af Hübner. | Jensen, Johanne (I2337)
|
| 326 | Hun kom oprindelig som husbestyrerinde. Da Oluf Kai Bierrings søgte en sådan, fik han 98 ansøgninger! En blev valgt blandt de mange, da OKB mente, det var et skæbenens fingerpeg, at hun hed Else ligesom hans datter, og tilmed havde fødselsdag samme dag. | Nissen, Else (I1672)
|
| 327 | Hun Opholder sig hjemme på datoen for vielsen (Vester Hassing Strand) og han opholder sig i Vester Hassing. Ved Sognepræst Thygesen. Forlover: Husmand Niels Pedersen Dahl og ????? Peder Christian Thomsen, begge fra Vester Hassing. | Familie: Jens Peter Dahl / Karoline Martine Jensen (F0050)
|
| 328 | Hun tog realeksamen i 1938. | Jensen, Asta Bertelsen (I1723)
|
| 329 | Huset er opført i 1905 som et grundmuret hus med teglhængt manzardtag. Foruden beboelse var også indrettet en butik. Ejerliste: 1905-???? Frøken Sofie Møller, 1929-???? Laurits Svendsen, ????-???? Uddeler Milton Søbye Neve, 1954-1957 Frøken Valborg Neve, 1957-1969 Anine og Tage jørgensen, 1969-1979 Peer Thomsen, 1979-???? Bent Hulgaard, ????-???? Tøjcentret. | Familie: Tage Emil Jørgensen / Anine Martine Sachse (F0038)
|
| 330 | Hvem er Egon? Vi var svogre, vore koner var søstre. Vi var begge ansat i statens tjeneste, og vi blev begge arresteret af tyskerne d. 19. september 1944, og vi blev begge sammen med min ældste broder, der var ansat i samme firma, sendt til tyske lejre. Vi blev beordret ombord i et skib, der lå ved Langeliniekajen, og her mødte jeg svoger og min bror nede i bunden af skibet. Som gode danskere holdt vi straks et møde, hvor vi drøftede vor situation, og vi kom til det resultat, at vi nok skulle interneres, og så ville vi senere blive frigivet, og vor internering ville nok ikke blive af længere varighed. Vi skulle ret hurtigt erfare, at vi tog grueligt fejl. Ved mødet blev vi enige om, at vi ville forsøge at holde sammen så længe vi var i det ufrivillige fangenskab. Egon var en grubler, han kunne i lang tid gå frem og tilbage, på den os knap tildelte plads, og under sin vandring tænkte at dybt over tingene, vi bad ham ofte om at sætte sig, men han sendte os et sjovt skæv smil, og han fortsatte sin vandring. Vi forsøgte også at overbevise ham om, at den megen vandring sled for meget på fodtøjet, og i vor situation kunne vi ikke vide, hvor længe fodtøjet skulle vare. Egon fortsatte uantastet sin vandring, han gik på sådan en sjov måde, han løftede benet højt, og satte foden lidt forsigtigt ned når han tog et skridt. Efter ca. to måneder, hvor vi var havnet i lejr nr. to- Buchenwald- fik vi udleveret en pakke, en såkaldt sødepakke, som vore koner sendte os gennem Røde Kors. Pakkerne indeholdt forskellige lækkerier såsom honning marmelade æbler o.l., der var en medfange, der modtog seks rene hvide flipper, dem var der ikke rigtig brug for, idet vi på det tidspunkt var iklædt en stribet fangedragt. Efter at Egon meget grundigt havde undersøgt sin pakke, kom han hen til mig og fremviste et meget stort rød æble, hvor hans kone havde skrevet navnet Allan, det var navnet på deres søn, som Egon var meget stolt af, sønnen var på det tidspunkt ca. to år. Det omtalte æble blev gemt meget længe, men til sidst blev det så rynket, at man ikke mere kunne se navnet, Æblet derfor fortæret med skræl kernehus og det hele, der måtte jo ikke gå noget til spilde. Det skal her bemærkes, at i starten af vort ophold i lejren, fik vi somme tider udleveret tre kartofler, der var kogt med skræl på, og på det tidspunkt, var vi endnu ikke så sultne, så vi pillede kartoflerne inden vi spiste dem, senere tillod vi os ikke den luksus, men fortærede kartoflerne med skræl. Ca. midt i december måned 1844 skulle vi overflyttes til en krigsfangelejr. Den flytning var kommet i stand ved forhandlinger hjemme i Danmark. Det var en mærkbar forbedring, idet krigsfangelejre sorterede under værnemagten, og den lejr vi var i sorterede under SS. I den nye lejr vi kom til, var der også en helt anden tone, der herskede, men vores frihed var stadig begrænset af pigtråd. Ca. en uge før jul 1944 blev vi gjort bekendt med, at der skulle sendes en del af fangerne til Leipzig, hvor de skulle være til assistance for borgmesteren. Svoger bror og jeg blev enige om, at vi ville melde os til opgaven, det kunne jo være, at det ville være en forandring til det bedre. To dage før jul blev de første 150 mand udtaget til transport, svoger var ikke med i første omgang, han kom først et par dage ind i det nye år 1945. Da han kom, kunne han fortælle os, at de øvrige danskere i lejren havde fået en Røde Kors Pakke med div. fødevarer og cigaretter og tobak, og da vi ikke havde været så heldige, holdt svoger en lille fest for os, hvor han beværtede os på bedste måde med de herligheder han havde. Vi gjorde ham opmærksom på, at han skulle passe godt på sine herligheder, fro her i lejren, var der ikke de store kulinariske udsving, vi fik hver dag en liter suppe, og en gang imellem et lille stykke brød, og noget der lignede marmelade. Vor opgave i Leipzig bestod i, at vi hver dag blev afhentet af ældre mænd, der ikke kunne bruges ved fronten, og vi blev så i hold på 10 - 12 mand ført ud i byen til forskellige arbejder, såsom reparation af vandledninger oprydning efter bombardementer, og senere blev vi også brugt til at begrave bombeofre, det var frivilligt, men for vor indsats fik vi en liter suppe ekstra. Svoger, der ikke var særlig robust, blev ca. midt i januar meget forkølet, men da han ikke havde høj feber, skulle han på arbejde. Han blev dog så syg, at han ikke kunne klare sig ude i byen, hvorfor han blev anbragt i en såkaldt sygestue sammen med de andre syge, her var de syge anbragt på en slags madras på gulvet, men fik i øvrigt ingen behandling. Når jeg kom hjem om aftenen forsøgte jeg at få svoger til at spise noget varm suppe, men han kunne ikke rigtig spise, og han havde i dagens løb svedt så meget, at hans tøj var helt vådt, hvorfor jeg efter bedste evne for søgte at give ham tørt tøj på, men svoger var meget syg og afkræftet. En fransk militærlæge, der selv var fange havde tilsyn med de syge, men han kunne jo ikke gøre meget, idet han ikke havde nogen form for medicin, men han fortalte, at svoger havde dobbeltsidig lungebetændelse, og han ville forsøge at få svoger indlagt i hospital. Inden svoger kom i hospitalet, sad jeg, når jeg var i lejren, og talte med ham, han havde ikke megen tiltro til at han ville blive rask, så han bad mig om, såfremt jeg kom hjem, at hilse hans søn og kone, og hvis det måtte være nødvendigt at hjælpe dem i den udstrækning, der var mig muligt, og det lovede jeg ham, og bad ham i øvrigt sørge for at blive rask, så han selv kunne tage sig af det derhjemme. Da sønnen var ca. ni år, døde hans mor efter længere tids sygdom, og ihukommende mit løfte, fik jeg plejetilladelse til at have sønnen. Jeg havde senere en samtale med sønnen, hvor vi talte om adoption, og han var gammel nok til at kunne forstå, hvad det indebar, han ville så få vort efternavn, han sagde det ville være dejligt, for i skolen syntes de det var mærkeligt, at han havde et andet efternavn end hans to søstre, så formedelst et mindre beløb blev han uden besvær vores søn, og bror til vore to piger. Svoger døde efter tre dage i hospitalet. Da det blev meddelt mig og min bror, fik vi af lejrchefen tilladelse til sammen med tre af hans tidligere arbejdskammerater og en vagtpost at forsøge at give svoger en nogenlunde hæderlig begravelse. Da vi kom til det Kapel, hvortil svoger ville komme fra hospitalet, kunne vi ikke finde ham, der var jo temmelig mange ofre, der var anbragt i Kapellet. Vi fik en samtale med den mand, der stod for Kapellet, han fik alle ønskede oplysninger, og bad os komme igen dagen efter, så skulle han nok fremskaffe svoger. Da vi dagen efter ankom, havde vi forsynet os med div. ting fra en nylig modtaget Røde Kors Pakke, og da chefen for Kapellet havde fået en lille erkendtlighed for hjælpen, vidste han ikke alt det gode han ville gøre for os, han havde forinden vor ankomst haft to russiske fanger til at grave graven til svoger, og nu kom han med en trækvogn, hvorpå vi kunne transportere svoger ud til graven. Forinden vi lagde låg på krydsfinerkassen, havde vi forvisset os om, at det var svoger vi kørte med, han var helt nøgen, og højre storetå var forsynet med en mærkeseddel med navn og fangenummer. Vi fik opgivet nummeret på graven, og vi kørte af sted med svoger. På vej ud til graven møder vi en Præst i kjole og med bogen under armen, han var trådt lidt til side for at lade os komme frem, en af svogers kolleger, der mestrede det tyske sprog særlig godt, gik hen til Præsten, han forklarede, hvem vi var og hvad vi var i færd med, men der var ingen af os, der var særlig godt bevandret i ritualet vedrørende begravelser. Vi blev behagelig overraskede, da Præsten på ret forståeligt dansk indvilligede i at hjælpe os med at begrave svoger. Efter begravelsen oplyste han os om, at hans kendskab til det danske sprog, havde han fra, at han havde studeret ca. to år i Danmark. Da vi havde takket ham for hjælpen, og han havde gemt en erkendtlighed under præstekjolen, var alle tilfreds, og de to russiske fanger var straks gået i gang med at dække graven, da de var færdige med det, og hver af dem havde fået cigaretter som tak for deres indsats, var der pludselig blomster på svogers grav, det var den ene af russerne, der havde ordnet det, hvorfra han havde blomsterne ved jeg ikke, men i umiddelbar nærhed, var der en afdeling beregnet for SS'er. Min bror der tænkte på alt, begyndte nu at lave en tegning over området, han sagde det var til brug for dem der evt. efter krigen ville besøge svogers grav. Det mente vi alle var en god ide, for vi havde jo set hvordan en kirkegård kunne se ud efter et forfejlet bombardement. Den her omhandlede kirkegård var for ganske nylig blev ramt af 72 sprængbomber, og det havde lavet et værre roderi. Det skulle senere vise sig, at den tegning var til stor hjælp, da de afdøde senere blev hentet hjem til Danmark. Svoger kom alligevel hjem, og blev bisat på Bispebjerg Kirkegård. | Liltorp, Carl (I0152)
|
| 331 | Hvor er Emil? Emil var en tysk soldat på 21 år. Han var kommet til Danmark fra østfronten, for at rekreere sig efter at være blevet alvorligt såret under et slag. Mit nærmere bekendtskab med ham blev indledt en kold, våd og blæsende efterårsdag. Jeg var stationeret i en vagt, der havde til opgave at holde opsyn med et stykke af Strandvejen og en mindre havn for lystbåde og enkelte fiskere. Vi skulle holde kontrol med, at ingen forsøgte at snige sig over sundet til det forjættede land på den anden side. Det var jo fristende, at smutte en tur over til det oplyste og frie naboland. Jeg havde, på den tid jeg her omtaler, gennem længere tid haft forbindelse med nogle danskere, der indsamlede forskellige oplysninger om besættelsesmagten, de oplysninger skulle jo sendes videre til de rette interesserede. De kurerer, der skulle tage turen over sundet, var friske unge mænd, og jeg blev tilknyttet en bestemt, vi kaldte ham Søren, for hans rigtige navn fik jeg aldrig, og var heller ikke interesseret heri. Vi blev efterhånden rigtig gode venner, men vi vidste intet om hinanden. Mit arbejde i forbindelse med kurertjenesten bestod i, At jeg skulle holde kontakten med den fisker, der sejlede turen over sundet, og kureren. Fiskeren og jeg, havde jo gennem vort legale arbejde muligheder for at komme til kundskab om tyskernes patruljetjeneste på sundet. Vort vagtlokale var i en af havnevæsenets bygninger, der lå på en ø kaldet Benzin øen. Fra vort vagtlokale kunne vi holde kontrol med, hvem der kom og gik gennem gitterporten. Fra Øen og til fastlandet var forbindelsen en cementbro, på broen gik der døgnet rundt en tysk vagtpost, hvorfor ved jeg ikke, han kontrollerede aldrig nogen af de passerende til og fra øen. At passere den nævnte bro på cykel, i regn og stærk blæsevejr, var vanskeligt, og det var på sådan en dag, jeg lærte Emil at kende. Den båd fiskeren brugte til sit erhverv og ofte til de illegale ture over sundet, var forsynet med både sejl og motor, men det var jo vanskeligt at skaffe brændstof til motoren. En af mine opgaver bestod i, at jeg ved hjælp af en på et af benzinselskaberne ansat fremskaffede de dyre dråber, og senere skulle fragte dem over til havnen. Transporten foregik på cykel med en femogtyve liter dunk på stangen, dunken blev gerne dækket af en kappe eller regnslag. En aften kl. 2315 med rigtig modbydeligt vejr, kom jeg med min dunk kørende over broen. Midt på broen stod den tyske soldat frysende, og da jeg ville gøre et godt indtryk, hilste jeg på ham ved at hæve den ene hånd til hilsen, men det var ret uheldigt, idet jeg på grund af et kraftigt vindstød, ikke kunne styre cyklen, og resultatet blev, at jeg væltede ret ud for tyskeren. Soldaten sprang straks til for at hjælpe mig på ret køl, og spurgte, om jeg var kommet til skade, jeg kunne trøste ham med, at jeg intet fejlede. Han hjalp mig med at få cyklen læsset, og han kunne ikke undgå at indsnuse en liflig duft af benzin. Soldaten interesserede sig i øvrigt ikke om min last, og vi fik en lille sludder om det dårlige vejr, og han oplyste mig om, at han hed Emil, og som jeg vidste, var han stationeret på øen idet gamle før krigen nedlagte Fort, og vi blev enige om, at jeg skulle komme og hilse på ham en dag. På min næste vagt indfandt jeg mig i Fortet, hvor jeg traf Emil, Han blev meget glad for at se mig, og han serverede straks rigtig kaffe og cigaretter, det var jo dejligt, at smage på nogle snart sjældne varer. Senere indfandt Emil sig til tider i min vagt, og her var han en velset gæst, idet han ofte havde medbragt kaffe og cigaretter. Jeg var på et ret tidligt tidspunkt blevet klar over, at Emil ikke var tilhænger af det i Tyskland bestående regime, Han talte ikke direkte imod det, det kunne jo være meget farligt, men hans modvilje kom ofte til udtryk på anden måde. Jeg skylder at fortælle, at Emil kom fra en større tysk by ved den danske grænse. Han havde en dag fortalt mig, at han følte sig mere dansk end tysk. En dag han kom, kunne jeg straks se, at hans humør var helt nede i kælderen, da jeg spurgte, hvad der var sket, oplyste han, at han ved sidste lægebesøg var erklæret rask og egnet til fortsat krigstjeneste, og at han snart kunne forvente at blive sendt tilbage til fronten. Han sagde, at han ikke var i tvivl om, at han ville havne på østfronten. Vi talte lidt frem og tilbage om tingene, og jeg spurgte ham, om der ikke var anden udvej, det mente han var udelukket. Jeg foreslog ham så, at han skulle desertere, han blev ikke forskrækket over mit forslag, men som han sagde, han havde jo ingen bekendte, som kunne hjælpe ham. Selv om han aldrig nævnte noget om det, kunne han til tider under vore samtaler komme med bemærkninger, der tangerede viden om, at jeg vist havde forbindelse med ikke tyske interesser. Jeg spurgte ham nu direkte, om han gerne ville over på den anden side af sundet, og han svarede straks, at det ville han meget gerne. Jeg gjorde ham nu bekendt med, at han omgående og uden risiko for opdagelse, skulle gøre sig klar til at komme af sted. Ved hjælp af mine forbindelser fik jeg fremskaffet det nødvendige civile tøj og et dansk identitetskort, og jeg kontaktede Søren, der en af de nærmeste dage skulle af sted. Jeg kontaktede Emil, og han kunne straks som så ofte før gå en tur i byen, men denne gang vil le han ikke komme tilbage. Han havde tænkt lidt på os, idet han da jeg afleverede ham på skjulestedet, afleverede to pistoler med tilhørende ammunition og seks ananas, "Håndgranater", og til fruen i huset, hvor han skulle være et par dage havde han dejlig kaffe. Det var en transport på fem personer, der skulle af sted den nat. Jeg var til stede ved afgangen, og gav Emil de sidste dessiner om, hvordan han skulle klare sig. Jeg fik senere af fiskeren at vide, at turen var gået uden problemer, de var kommet godt over. Før afrejsen var jeg blevet enig med Emil om, at vi først skulle kontakte hinanden efter krigen. Efter krigen, da jeg selv efter en tur i tyske lejre, igen var kommet hjem, havde jeg en samtale med fiskeren, der også havde været i en lejr, han var også spændt på, om vi ville høre fra Emil. Nu er der gået over halvtreds år siden den her omtalte tid, og jeg har aldrig hørt noget om ham. Ved at læse og høre om mange ting fra den tid, har jeg fået fortalt, at der på den anden side af sundet var ret mange, der havde godhed for det tyske, og at Gestapo havde repræsentanter, der arbejdede for deres sag. Jeg har efter de oplysninger, forsøgt at danne mig et billede af, hvad der kan være sket. Der kunne evt. være sket det, at Emil, der var en godmodig og tillidsfuld ung mand, havde fået bekendte i det fremmede, og med tiden kunne han eller andre muligvis have fortalt om hans virkelige identitet. Hvis det skulle være tilfældet, og Gestapo har fået besked herom, ville det jo være nemt for dem, at sikre sig Emils person, og er det sket, er jeg ikke i tvivl om, at Emil er død, enten henrettet i Sverrig, eller sendt til Tyskland, hvor der var kort proces med desertører. Den her beretning er kun en af mange, der kunne skrives om de millioner af skæbner, der følger i kølvandet af vi såkaldte menneskers vanvittige opførsel gennem tiderne. MOFFE. | Liltorp, Carl (I0152)
|
| 332 | I 1873 var han i lejren ved Hald som underkorporal. Blev permittet (hjemsendt) som menig. | Andersen, Andreas David Hjerming (I0432)
|
| 333 | I 1925 afløser Mary Lilthorp (Maria Christine Sachse) Gitte Hald i mejeriets detailudsalg til en årlig løn af 400 kr. plus to liter skummet mælk daglig. | Lilthorp, Marie Christine (I0054)
|
| 334 | I 1948 får Mary og Lars Lilthorp tilladelse til at åbne et privat mælkeudsalg overfor mejeriet i købmand Eriksens hus, senere i Smallegade 2, mod, at de holder udsalget lukket, i de to timer mejeriets udsalg er åben. 1. maj 1948 lukker mejeriets udsalg, og hele mælkesalget overgår til Lilthorps forretning. Allerede 1943 var der forespørgelse til mejeriet om at sætte en kørende mælkeudsalgsvogn igang i byen. Mejeriet mente dog ikke, tiden var inde til det. I 1953 kom der en liste med 85 underskrifter fra borgere i byen med krav om at få mælkeudsalg fra kørende vogn. Mejeriet tog kontakt til Lars Lilthorp, som efter aftale forpligtiger sig til fra 1. april 1953 at sælge mælk fra vogn over hele byen hver dag, også søndag, samt have sit udsalg overfor mejeriet åbent hele dagen. Mejeriet vil lægge mælkevogn og spande til, medens Lars Lilthorp selv skal skaffe en hest. Allerede efteråret 1953 sælger Lars Lilthorp sit kørende mælkeudsalg til Peter Andreasen. | Liltorp, Lars Jensen (I0096)
|
| 335 | I en lille lejlighed med kakkelovn og "das" i gården. Huslejen var 40 kr. pr. måned. | Familie: Egon Sørensen / Asta Bertelsen Jensen (F0574)
|
| 336 | I folketællingen står der, at han havde lønnet medhjælper. | Larsen, Aage Kirstejn (I0079)
|
| 337 | I kirkeboger er det kun begravelsesdatoen der er oplyst. | Simonsdatter, Johanne Margrethe (I1457)
|
| 338 | I skiftet nævnes enken og børnene, Peder Bertelsen 30 år, Jens Bertelsen 17 år, 1 datter, Anne, gift i Strandby Sogn, 1 datter Mette, 26 år, hjemme, 1 datter, Karen, 20 år, og som formynder for børnene nævnes deres farbrødre Morten Pedersen, Fredbjerg, og Chresten Pedersenm Hyllebjerg. Der var 6 heste, 4 køer, 7 undnød, 20 får. Gårdens hartkorn var 3 tdr. 6 skp. 1½ alb. Enken ønskede, at sønnen Peder Bertelsen skulle have gården i fæste. | Pedersen, Bertel (I0922)
|
| 339 | Ida Ørding Hansen fortæller (2013-06-12): Grethe Sachse var i sine unge dage jordemoder elev på Rigshospitalet, men måtte opgive det pga. sygdom. Senere (fra ca. 1950 - ca. 1962) var hun husassistent hos familien Ørding, som hun boede hos, og hvor hun passede mig og mine 2 søstre samt alt andet praktisk arbejde i hjemmet. Efter tiden hos os uddannede hun sig til pædagog og arbejdede til sin død på et fritidshjem. | Sachse, Grethe (I0219)
|
| 340 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Poulsen, Inger (I0014)
|
| 341 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Sachse, Jacob Ulrik (I2091)
|
| 342 | Jeg har gennem min opvækst oplevet mange revolutionerende omvæltninger, ting som nok ingen nogensinde vil kunne opleve. i et åremål på 79 år, sker der jo mange ting, men jeg har oplevet en tilværelse, hvor det endnu ikke var en selvfølgelighed, at man havde elektricitet, eller andre af de nuværende tekniske hjælpemidler og til man som en naturlig ting smutter en tur til Månen eller Mars. Jeg husker, at jeg som barn 5-6 år stod fuldstændig himmelfalden og kiggede på noget, som blev betegnet som et automobil. Vi var en 6-7 unger, der måbende kiggede på egnens dyrlæge, der kom ud af Kroen, og steg op i køretøjet. Dyrlægen var en rigtig hyggelig mand, og da han så vores benovelse, inviterede han os på en køretur. Da vi ikke var tøsedrenge, entrede vi køretøjet, kun lille Ole holdt sig i baggrunden, han skulle ikke nyde noget med et sådant djævelskab. Den køretur blev i fange tider diskuteret og der blev jo også fremsat nogle ekspertudtalelser, som jo ikke havde bund i virkeligheden. Det næste tekniske vidunder, der kom til byen, var en motorcykel mrk. lndian, et lakstrålende vidunder, som en i byen boende ungersvend, havde erhvervet sig. Den frembragte en forfærdelig støj, når den startede, når ejeren kørte ud af landevejen, landevejen var på den tid grusbelagt, kunne vi snildt høre ham i en afstand af ca. 1 mil. Ejeren ville i dag blive forment adgang til at starte, og ville få en masse forbud, men da han var den eneste på den tid, var der jo ingen, der gjorde ophævelser, men hestekøretøjer kørte løbsk, og køerne løb deres vej, når han kom kørende. Flyvemaskiner var på den tid et sjældent syn. Når vi unger hørte en summen, lig en brumbasse, i det fjerne, løb vi omgående ned syd for kirken, hvor der var vid udsigt over engene og fjorden. Når vi så langt ude kunne se en lille prik på himlen, hvorfra den summende lyd kom, så var dagen reddet, og diskussionen kom i gang vedrørende det uhyrlige i, at man kunne flyve. Tiden og teknikken har jo gennem mine leveår vist, at alt næsten er muligt. Nu undrer man sig ikke over, at en mand tager sig en spadseretur på Månen, eller man flyver ud i verdensrummet for at fotografere Mars. Atomkraften er jo også blevet almindelig. En mand her i Danmark forskede i muligheden for at kunne benytte den ukendte kraft i menneskehedens tjeneste, men tidernes ugunst har desværre udviklet sig i retning af at benytte kraften til at udslette menneskerne. Tænk, hvis de uhyrlige summer, der er brugt til udvikling af ødelæggelsesvåben, blev brugt til forskning i, hvordan man kunne bruge kraften, og kontrollere den til gavn for menneskeheden. Det var et lille sidespring, men ikke uvæsentlig med hensyn til de tåbeligheder vi jævnlig læser om og bliver mødt med i radio og fjernsyn. Radio var i min barndom, noget man hørte om. Den første radio jeg så og hørte var batteridrevet, og man skulle have nogle mærkelige tingester for ørerne, for at høre en koncert udsendt fra Stærekassen, i øvrigt fik vi i mit hjem først elektricitet midt i trediverne, og den første radio, fik vi i 1940, da det var moderne at aflytte udsendelser fra England. | Liltorp, Carl (I0152)
|
| 343 | Jeg havde sammen med en kammerat studeret dampmaskinernes mysterier, og efter lange og indgående samtaler, var vi blevet enige om, at vi kunne forbedre opfindelsen. Da vi havde bestemt os for at bygge en ny type dampmaskine, gik vi straks i gang med at finde de stumper, som vi skulle bruge til forsøget. Vi erhvervede os en ret solid blikdunk en kraftig cykelpumpe kunne bruges som stempel, og hjul med mere, fandt vi i smedens skrotbunke. Det hele blev solidt monteret på en gammel bordplade, og da vi efter megen møje og besvær, havde fået det hele samlet, kom det store øjeblik, da vi skulle vise den store verden, at vi nu havde opfundet noget stort. Vi havde indrettet os i kælderen hos min kammerat, og den store dag, da vi skulle afprøve vor opfindelse, havde min kammerat uden moderens vidende lånt hendes primus, vi skulle jo have lavet damp. Det hele gik også storartet, og efter forbavsende kort tid, begyndte det hele at køre. Vi blev ret hurtigt klar over, at der var noget vi ikke havde taget i betragtning ved vort studium, for maskinen løb hurtigere og hurtigere, og vi havde ikke tanke for at fjerne primussen, så den brændte stadig lystigt og frembragte masser af damp, og senere blev vi jo klar over, at vi nok burde have udstyret maskinen med en sikkerhedsventil. Da vi betuttede stod og så på, at maskinens fart blev vildere og vildere, blev vi klar over, at det nu gjaldt om at komme i sikkerhed. Vi nåede også op af kælderen inden der lød et mægtig brag, og røg og damp stod ud af døren og vinduet i kælderen. Efter et stykke tid forsvandt dampen, og da vi igen kunne gå ned i kælderen, fandt vi her de sørgelige rester af vor opfindelse, nu havde vi blot tilbage at rydde op efter det mislykkede forsøg, vi var heldige, at primussen havde ikke taget skade, så den blev forsigtigt sat på sin vante plads, og stumperne havnede atter i smedens skrotbunke. Vi omtalte ikke vor fiasko, men vi var da enige om, at det havde været meget interessant at gøre forsøget. | Liltorp, Carl (I0152)
|
| 344 | Jeg vil også belyse vor skolegang i sommerhalvåret, den spiller også ind. Hele sommeren var der skolegang en dag om ugen om formiddagen, det var fra kl.0800 til kl. 1200. På skoledagen skulle jeg skynde mig meget, for jeg skulle være færdig med mit morgenarbejde, inden jeg skulle møde i skolen. Jeg skulle sørge for, at køerne var tøjret, så de havde nok at æde til kl. 1200. Når skolen var forbi, skulle jeg straks løbe ud i marken for at flytte køerne, og så kom jeg jo lidt senere til middagsbordet, men middagspausen var kun til kl. 1300 og så skulle jeg tage fat igen. Der var en del hyrdedrenge, som aldrig kom i skolen i sommerhalvåret, Sonden betalte hellere en mulkt for at de blev fritaget, det var for stor afbræk i den daglige rutine, når de skulle i skole, men min Far havde betinget sig, at hans børn skulle passe deres skole. | Liltorp, Carl (I0152)
|
| 345 | Jens har fået karakteren god i kundskab og opførsel. | Rasmussen, Jens (I1433)
|
| 346 | Jens Liltorp har gaaet i Skole i Vester Hassing, er uddannet ved Landbruget og har arbejdet ved dette saavel paa Sjælland som i Jylland,var paa Statens Gymnastikhøjskole Vinteren 1939-40, opholdt sig hjemme hos Forældrene Sommeren 1940, gennemgik et Kursus som Idrætsinstruktør paa Gerlev Idrætshøjskole Vinteren 1940-41, var ansat ved Falcks Redningskorps i Stege indtil 1944 og fik saa Ansættelse ved Frederiksberg Brandvæsen. | Liltorp, Jens (I0150)
|
| 347 | Jens og Gertrud bor hos deres datter Johanne (I2337) og svigersøn Jens (I2338) på deres gamle dage. | Familie: Jens Rasmussen / Gertrud Christofferdatter (F0783)
|
| 348 | Jens overtog gården efter sin far og drev denne frem til 1900 og afhændede den derpå til sønnen Anders. Gården der oprindelig var en fæstegård, har været i slægtens eje siden 1734. | Liltorp, Jens (I0097)
|
| 349 | Johanne Marie og hendes bror Anders, tjener hos deres farbror Jens. Johanne Marie er på dette tidspunkt 25 år gammel, så mon ikke hun hjælper til i huset? Anders er kun 12 år på dette tidspunkt så det er formodentlig arbejdet i markerne han hjælper til med. | Andersen, Johanne Marie (I0430)
|
| 350 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Sachse, Hanne (I0070)
|