Slægten ..... før og nu!

Finn Sachse Poulsens slægt og slægtsforskning.

Notater


Match 1 til 50 fra 664

      1 2 3 4 5 ... 14» Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
1

Jeg blev indkaldt til soldatertjeneste d. 10. oktober 1939, jeg skulle møde i Viborg ved 6. Bat. 2. Kompagni og jeg blev hjemsendt d. 17. april 1940.

Efter soldatertiden havde jeg forskellige arbejder, ved landbruget og i tørvemosen, og på et tidspunkt fik jeg arbejde på Ålborg Skibsværft. I Ålborg arbejdede jeg også en kort tid ved et dansk firma, der nedlagde kloakledninger og vandledninger langs med den gamle Rødslet flyveplads. jeg deltog også i arbejdet med at grave en kanal for enden af flyvepladsen den mundede ud i Limfjorden ved Hesteskoven.

Foråret 1941, helt nøjagtig Pinsesøndag, kørte jeg sammen med Poul Ditlev til Fyn, hvor vi havde fået en aftale med en roeentreprenør, og her gik foråret og sommeren med at være roebisse. Efter roesæsonen fik jeg arbejde ved en gartner på Fyn, her var jeg til jeg blev indkaldt til eftertjeneste 1 militæret. Jeg skulle møde i Slagelse Vi var atten genindkaldte, der udførte depottjeneste. Jeg havde til opgave sammen med en at passe kompagniets heste, der var fem heste, så vi blev ikke overanstrenget.

Jeg blev hjemsendt 1. april, og gartneren på Fyn, havde bedt mig om at komme tilbage, da han godt kunne bruge mig. Jeg blev hos gartneren til ca. juli måned, herefter tog jeg min cykel og kørte til Sjælland, hvor jeg var blevet tilbudt arbejde på en herregård. Bredeshave, ved Tappernøje.

Jeg havde, mens jeg var soldat i Slagelse, på opfordring af min bror, som var ansat i politiet, søgt en stilling ved politiet.

Jeg fik brev fra politiet, at såfremt det havde min interesse, var der en stilling til mig, til tiltrædelse. d. 22. september 1942.

Jeg indfandt mig på Politigården i København, hvor jeg straks fik udbetalt en måneds hyre, og sendt på et tre ugers kursus, der gik ud på, at jeg skulle lære lidt om politiets arbejde.

Efter kurset blev jeg sendt til Fælledvejens Politistation, Nørrebro. København, her blev jeg i en kortere periode tildelt en ældre politimand, han var 60 år, og her fik jeg den undervisning og de gode råd, som jeg kunne bruge, når jeg blev sluppet løs på egen hånd.

Bortset fra forskellige udkommandoer til, Søpolitiet. Jernbanebevogtning, Amalienborg, var jeg tjenstgørende på Fælledevej.

Den 19. september 1944, var jeg mødt til tjeneste kl. 0700, og jeg var på patrulje fra kl. 0700 til kl. 0900, fra kl. 0900 til kl. 1100 skulle jeg forrette tjeneste på stationen.

Vi havde gennem et stykke tid hørt rygter om, at vi skulle fratages vor tjeneste, og interneres, men vi betragtede det som rygter, indtil kl. 1100, da der blev blæst luftalarm, og tyskerne med hjælp fra danske medløbere fra Shalburg korpset, besatte stationen, så var vi klar over, at det ikke var bare rygter.

Vi blev afvæbnet, og derefter blev vi i Prærievogne kørt til frihavnen, vi blev ført ombord i et skib, der sejlede os til Lübeck. Herfra blev vi i lukkede kreaturvogne kørt til Koncentrationslejren Neuengamme.

Vi var i Neuengamme kort tid, så blev vi stadig i kreaturvogne sendt til en anden koncentrationslejr, Buchenwalde. Hvor vi blev iklædt stribede fangedragter.

Her var vi til først i december måned 1944, da vi ved indsats fra Danmark, blev overført til en krigsfangelejr. Muhlberg an der Elbe. Det var en virkelig forbedring, idet krigsfangelejre var underlagt Værnemagten, og ikke som koncentrationslejre, der var underlagt SS.

Kort før jul 1944 blev der anmodet om frivillige, der ville arbejde med oprydning efter bombardementerne i Leipzig. Min bror og jeg meldte os, idet vi mente, at det var en afveksling frem for det noget kedelige liv i lejren.

Vi ankom til Leipzig juleaften 1944 kl. ca. 1100, i øvrigt under en luftalarm, vi var i Leipzig til sidste halvdel af marts, vi fik da besked på, at vi ville blive afhentet af Røde Kors, som ville køre os til en samlingslejr, der var indrettet i lejren Neuengamme.

Vi blev afhentet af Svenske biler og svensk mandskab, og efter en begivenhedsrig tur med luftangreb kom vi til Neuengamme.

Den omtalte samlingslejr var blevet til ved indsats af grev Folke Bernadotte, her havde vi det fredeligt bortset fra de talrige bombardementer af det nærliggende Hamburg.

Efter kort tid blev vi afhentet i samlingslejren, vi skulle overføres til en dansk lejr, og det blev Frøslev,
Jeg synes, at det skal bemærkes, at de følelser man har, når man igen skal til Danmark efter sådan en tur, er lidt blandede, der var jo ca. 100 mand, der ikke kom hjem.

Turen fra lejren gik gennem Hamburg, og det var et sørgeligt syn, alt var ødelagt af bomber, man kunne ikke se et hus, der ikke var ramt. Ved ankomsten til den danske grænse blev vi modtaget med hurraråb og velkommen hjem, det varmede så dejligt.

I Frøslev blev vi undersøgt af en læge, og ved en gennemlysning fik vi besked om, at der ikke var noget at se ved lunger og hjerte, det var meget beroligende, en af mine venner var ikke så heldig, hans lunger var ødelagte, han havde en kort tid arbejdet 1 en mine i Tyskland. Han blev straks sendt til behandling, men han blev ikke så gammel.

Ca. midt i april 1944, fik vi besked om, at vi skulle overføres til Sverrig. Den transport foregik med jernbane, men i rigtige personvogne. Det var en herlig tur, vore vagter, der var gamle og ubrugelige frontsoldater, vi kunne gøre hvad vi ville, og toget der gjorde holdt på alle større stationer, blev belejret af civile, der ville ønske os velkommen hjem.

På Fredericia Banegård havde vi et længere ophold, vi kunne ikke komme videre, da der var nogen, som havde ødelagt jernbanelinjen på Fyn. Det blev til en hel folkefest, vi blev beværtet med alt muligt, og min bror blev helt mærkelig i ansigtet, da der blev kaldt på ham ude på perronen. Det viste sig, at det var en Falck mand, der i en ambulance havde bragt hams kone og lille søn fra Middelfart, hvor hun boede, til banegården, så han kunne hilse på dem. Min bror blev tilbudt at han kunne komme med ambulancen hjem, men både ham og konen mente. at det ville være for farligt for dem begge, så han måtte hellere tage med til Sverrig, og det var jo nok klogt, der var jo så mange medløbere, der kunne sladre.

Det blev senere fortalt, at en hel del af fangerne var stået af forskellige steder under turen til Sverrig.

Ankommet til Sverrig, Malmø, afleverede vi vort såkaldte rejsegods og alt vort tøj, og efter en lægeundersøgelse, og en større renselsesproces, blev vi iklædt nyt tøj fra inderst til yderst også nye sko, vi følte os nu som mennesker igen.

Fra Malmø blev vi med tog sendt til en lejer, der var indrettet i et ferieområde, Ronneby, her havde vi en dejlig tid, vi kunne gå tur i den nærliggende by, og vi kunne gå i biografen, de viste amerikanske film, så vi nød rigtig friheden, vi blev ofte inviteret til kaffe af svenskerne, og de var jo også interesseret i, hvordan vi havde haft det i lejrene.

Den 4. april 1944 sad vi en del i den store samlingsstue, hvor vi lyttede til krigens gang, vi sad og småsludrede, men pludselig blev alle tavse, vi stirrede på hinanden, men inden vi kunne få talens brug, gentog speakeren igen, at Danmark var frit. Tyskerne havde kapituleret, og havde vi før været tavse, så lød der nu vilde hyl og råb, det er en situation man ikke kan tænke sig til, den skal opleves.

Vi henvendte os straks til vor talsmand, der fik besked om, at han skulle sørge for, at vi omgående kunne komme til Danmark. Allerede d. 7. maj, blev vi med tog kørt til Helsingborg, og med færge kom vi til Helsingør. Ankommet til Helsingør så det ud, som om hele byen var mødt op i havnen for at ønske os velkommen hjem.

Med tog blev vi kørt til Københavns Banegård, det var jo efterhånden blevet lidt halvsent, der var også et hav af mennesker, nysgerrige og familie, og her var min kone også mødt op, hun havde under mit fravær fejret sin 20 års fødselsdag.

Det er ikke muligt at beskrive de følelser der kommer til en i en sådan situation Kort tid efter min hjemkomst meldte jeg mig atter til tjeneste på Fælledvejens Politistation.

Vi der havde været i lejrene, blev tildelt en ekstra ferie på fire uger, det var meningen, at vi skulle på en slags rekreation. Jeg blev tildelt fire uger i september 1945, dem tilbragte jeg hos mine forældre sammen med min kone.
Jeg blev pensioneret d. 1. oktober 1973 efter tilskadekomst i Tyskland og i tjenesten.

Under oprydning efter bomberne i Leipzig, havde jeg ved et uheld fået en skade i ryggen, jeg kunne ikke få behandling for skaden, jeg var jo ikke syg, jeg havde ingen feber så det måtte gå som det kunne. Jeg klarede mig herhjemme ved at skåne mig selv, men under en anholdelse af en biltyv, der satte sig kraftigt til modværge, blev skaden slået op, jeg havde efter den hændelse en længere sygeperiode, og da jeg ville melde mig rask, sagde lægen, at jeg for fremtiden skulle forrette tjeneste indendørs, jeg måtte ikke deltage udendørs i uniform.

Efter den besked, siger tjenestemandsloven, at når jeg ikke kan forrette den tjeneste, hvortil jeg er ansat, vil man blive afskediget.

Efter en del yderligere undersøgelser af specialister, der udtalte, at jeg ikke kunne helbredes, blev det mig meddelt, at jeg fra 1. oktober 1973 var at betragte som afskediget med fuld pension.

Moffe. 
Liltorp, Carl (I152)
 
2
"Det mener læserne"

«b»Vi er klar til at tage vor straf«/b»

ÆLDRE

Der tales vidt og bredt om de ældres kår i dagens Danmark.

I valgtider tales der særdeles meget, og der loves alt mellem himmel og jord. Vi ældre er efterhånden så hårdhudede, at vi også kan sluge det seje valgflæsk. Vi ældre er klar til at tage vor straf, fordi vi ikke klart nok har indprentet Jer de mest almindelige leveregler. Vi er vokset op med den regel, at man først fik goderne, når man havde skaffet midlerne, men den regel er jo ikke moderne nu.

I stedet for al den snak, kunne de særligt udvalgte gå til handling og gøre et forsøg på forbedring, I skal bare vide, at vi ældre er taknemlige for lidt, vi er opdraget til at skulle klare os selv, og med det lidt, vi havde, forsøgte vi at give vore børn en bedre barndom, end den vi havde. Der tales og skrives meget om hvad og hvem, der skal have hjælp. Det spørgsmål kunne nemt klares ved en lempeligere beskatning, så havde vi råd til at anskaffe den hjælp, vi havde behov for.

Den regel, der siger lige ret for alle, kan ikke bruges i dag, der er alt for mange, der misbruger den regel, og der er mange, der ikke bruger den, fordi de stadig mener, at det er en skam at skulle have hjælp af det offentlige.

Når vi på grund af alder og skavanker får hjælp af venner og børn, vil vi jo gerne vise vor taknemlighed, men det er jo vanskeligt, idet reglerne jo nemt kan give anledning til, at den gode hjælper kan få skyld for at udføre sort arbejde. Der er mange ting, som vi ældre har masser af tid til at tænke over, men vi må JO nok bide i det sure æble og erkende, at vi selv har været med til at skabe det overadministrerede samfund, og så sidder VI og tænker, at vi må se at klare den i den os tilmålte tid, vi har tilbage.

CARL LILTORP, Snigsvej 8, Tappernøje 
Liltorp, Carl (I152)
 
3
1. Maj 1930 var en skelsættende dato i min tilværelse. Jeg var blevet ti år, og så var det normalt, at man skulle ud på arbejdsmarkedet. Jeg var i vinterens løb blevet fæstet som hyrdedreng fra 1. maj til 1. november. Jeg var jo bekendt med betingelserne, idet jeg havde to ældre brødre, der og så var startet som 10 årige, men jeg var dog lidt beklemt, da jeg med mine træsko i hånden iført overall og kasket indfandt mig ved middagstid på min første arbejdsplads. Jeg blev godt modtaget, og blev straks anvist min plads ved middagsbordet, og i karlekammeret, der befandt sig umiddelbart op til kostalden fik jeg anvist min seng. Jeg havde kammer sammen med anden karlen, der i øvrigt var en værre rod på 18 år.

Jeg boede kun sammen med ham kort tid, han havde lus, og da jeg en aften jeg var hjemme på besøg, sad jeg og kradsede mig i hovedbunden, min mor sagde jeg skulle holde op med det kradseri, jeg sagde, at det kløede noget så væmmeligt, og at jeg havde fundet et lille dyr en dag jeg kradsede mig. Min Mor blev pludselig helt forkert i ansigtet, og da jeg fortalte hende, hvordan det lille dyr så ud, fik hun pludselig travlt. Jeg blev straks beordret af med alt tøjet, og så kom jeg i baljen, og håret blev klippet meget kort, herefter blev der brugt brun sæbe og meget varmt vand, og mor havde en lusekam, der blev ikke levnet nogen mulighed for, at lusene eller evt. æg kunne overleve.

Jeg skulle sove hjemme om natten, og næste dag fulgte Mor med til mit arbejde, og her fortalte hun hvad der var passeret. Sonden og hans Kone var bestyrtede, og der blev straks indrettet et værelse til mig inde i stuehuset.

Som hyrdedreng får man faste pligter, men bliver flittigt benyttet som stikirenddreng, som yngste medlem af staben, skulle man adlyde alle de andre, og det var ikke altid let. Jeg startede med at muge ud under Køerne, og der skulle fodres, så de stod stille, når malke konen kom. Efter et stykke tid, blev jeg også tildelt to køer, som jeg skulle malke morgen og aften. Efter morgenarbejdet blev der serveret morgenmad, den bestod af rugbrød med margarine, hertil drak vi varm skummetmælk, og så fik hver mand et stykke sigtebrød med margarine og en kop kaffe. Derefter var der ikke mere servering før middagsmad kl. 1200.

Efter morgenmaden, skulle køerne på græs, og det foregik ved, at man koblede dem sammen, og med atten styk i flokken gik det ud til græsmarken. Her skulle de tøjres i en lang lige række, og de skulle kunne nå så meget græs, at der var nok til ca. tre timer, for de skulle flyttes to til tre gange om dagen. Køerne skulle hentes hjem, så de stod klar til malkning kl. fem. Når kl. var seks, sluttede vi dagen med aftensmad, der bestod af fire halve stykker rugbrød med flad pålæg, hertil kunne vi drikke mælk, og vi sluttede af med et stykke sigtebrød med margarine og en kop kaffe. Kunne vi spise mere end den afmålte ration, kunne vi få rugbrød med margarine uden pålæg.

Der var ingen, der lavede vrøvl over maden eller andre ting, idet det var betingelserne dengang. Senere i tilværelsen er der jo sket en del ændringer, men ikke alle ændringer er af det gode, nu er vi vist blevet forvænte og meget mere krævende. 
Liltorp, Carl (I152)
 
4
2½ år gammel fik han den lovbefalede ko-koppevaccination, 29. August 1814 af en Dr. Schönemann.

Han passer sin skolegang i Ellinge skole, således at han til oktober ferien 1825 kan udskrives af skolen med hovedkarakter for kundskaber: God, og for sædelighed: Meget god.

Året efter, første søndag efter påske, den 25. april 1826 bliver AR konfirmeret i Ellinge kirke af sognepræsten N. Olivarius. Også ved denne lejlighed får han hovedkarakter: Meget God for både Kundskaber og Sædelighed.

Den 26. september 1826 er AR første gang til alters i kirken, og sidste gang, inden han kommer ud at tjene, den 3. oktober samme år.

15 år gammel kommer AR ud at tjene blandt fremmede(?), og lærer tillige at væve, hvilket han blev meget dygtig til. Af hans "skudsmålsbog" fremgår det imidlertid ikke uden videre, hvor han lærte faget. Men fra nov. 1827 til nov. 1828 tjener han udensogns - Nyborg.

Derpå er han antagelig i hjemsognet det følgende 1½ år. I denne periode dør faderen.

Hans ældre broder JENS, overtog traditionen tro den fædrene gård efter faderen, da denne døde, hvor AR endnu ikke er fyldt 17 år. AR - hvis arvelod efter faderen beløb sig til ca. 67 Rd. fik til gengæld på et senere tidspunkt (?) en husmandsled af gården.

Herefter følger en 1½ år i Bogense, fra april 1831 til nov. 1832. I perioden herfra og indtil Maj 1838 gør AR dels militærtjeneste, dels tjener han hos sin bror Jens.

1. maj. 1838 til 1. maj 1839 tjener AR hos en Joh. Schalburg i Nyborg. Herfra er han rejst til Århus, hvor han tjener som gårdskarl hos en A. Larsen frem til midten af maj 1840.

Via hjemmet i Pårup går turen nu til København, hvortil AR ankommer 24. juni 1840.

AD opholder sig i København frem til den 7. august 1841, hvor han rejser videre til Hillerød, efter dagen i forvejen, den 6. august at have giftet sig med ELSE HARGRETHE BJERRING i Trinitatis Kirke lige bag ved og sammenbygget med Rundetårn.

Men inden da har EM allerede i marts/april måned 1840 født deres første barn (?), sønnen Rasmus, på Fødselsstiftelsen, d. v. s. en 2 - 3 måneder før AR indfinder sig i byen. Rasmus er altså ca. 16 - 17 måneder gl., da de to bliver gift.

Under alle omstændigheder drager de to nygifte med deres lille søn til Hillerød, hvor de opholder sig de næste 6 uger, inden de vender tilbage til Pårup pr. 1. oktober 1841.
I de følgende 10 år ernærer AR sig og sin stadig større familie, som væver på den husmandsled på Pårup mark i Ellinge sogn, han fik som sin fædrende arv.

Da den lille Klara Jensine er godt en måned gammel, tager hele familien atter på langfærd. AR og EM har da købt en lille landejendom i Gjørding sogn, Ribe amt. Der er Gørding sogn ved Bramminge.

I 3 år bor de her i det vestjyske, skikker sig vel, så præsten ved deres afgang herfra kan meddele, at deres forhold har i enhver henseende været ægtværdig. De søger tilbage til Fyn, nærmere betegnet til Rønninge sogn, nabosognet til Ellinge sogn, hvorfra de kom.

Her bliver de dog kun en 1½ års tid inden de flytter tilbage til Ellinge sogn april 1856.
AR og EM opholder sig nu de næste, mange år på disse kanter.

Nu var vævningen ikke det eneste AR beskæftigede sig med livet igennem. I sit omfarende liv prøvede han mange ting. Da man midt i 1800-tallet begyndte på at anlægge jernbaner på Fyn, fandt AR det åbenbart som en chance for at prøve noget nyt. Han begyndte som banearbejder og endte som en slags jordentreprenør, ganske vist i lille skala.
Derfor faldt det naturligt, at han og mutter flyttede til AD i Vejen, hvor EM styrede hus - med folk på kost - og "væveren" passede materialer og folkene derhjemme, mens AD var længere borte med andre svende.

Man har indtrykket af, at AR var levende interesseret af at lære noget, og se og prøve noget nyt. Mon ikke Chr. Cramers regnebog bl.a. skulle bevise dette, købt i hans unge år, i midten af 20'erne?

At tre af drengene fik en læreplads, og senere blev murermestre, kan vel også tilskrives hans interesse i at lære noget.

AR huskes som en lang, mager mand.

Med tiden vokser børnene op, og forlader efterhånden hjemmet. De kommer ud at tjene på gårdene rundt omkring, oftest hos familien (?). Af sønnerne kommer i hvert fald de tre i lære som murere, nemlig: Peter Chr., Andreas David og Anders.

I 1870 er der således kun den yngste pige, Marianne, hjemme hos forældrene. Hendes tvillingebror Anders er tjenestedreng sammen med sin storesøster Johanne Marie på en gård i Pårup hos en kusine Johanne og dennes mand Jens Pedersen. Johanne er datter af AR's bror Jens, ham der fik gården efter deres far.

I begyndelsen af 1880'erne forlader AR og EM disse egne, antagelig for at slå sig ned i eller omkring Vejen. Thi på den tid slår sønnen Andr. David sig ned her, indtil de alle tre marts 1884 flytter ud på en lille landejendom i Skovlund bag Vejen skov. Da Andr. David her starter sin murermestervirksomhed får han assistance fra AR, der på baggrund af sin tidligere entreprenørvirksomhed, styrer hans bagland, med bl.a. at sørge for at skaffe og holde styr på de til arbejdet nødvendige materialer. EM styrer antagelig huset for dem.
1886 flytter de med sønnen AD til Askov, til et lille hus ved dammen, hvor de forbliver de næste 6 års tid, indtil AD i 1892 gifter sig. Som følge heraf flytter AR og EM, nu hhv. 80 og 77, ind i et andet lille hus "østerud" i Askov. I april 1895 dør EM, næsten fyldt 80 år. Så antagelig på denne tid flytter AR ind til Andr. David og hans familie, hvor han lever de sidste 6 år af sit liv. Her boede han i et lille værelse, hvor AD senere havde kontor, "frygtet" af sine sønnesønner. Bankede i gulvet med sin stok, når han ville noget, eller når de skulle være stille. Den ældste af dem, Thorvald - skønt skæpperæd for ham, havde det med at drille ham, hvorfor AR på sit syngende fynske råbte: "Skitte knægt" efter ham.

Kilde: Slægtsforsker Palle Bjerring Andersen, Svinninge 
Rasmussen, Anders (I416)
 
5
Der skal nu ske store ting i Byen. Det høje sogneråd har sammen med andre bestemt, at grøfterne langs hovedvejen, skal kloakeres og dækkes til, og der skal laves fortov, og selve gaden skal brolægges.

Da arbejdet med vejen begyndte, var der ikke tid til leg, for vi skulle jo følge det spændende arbejde på nært hold. Der kom to udenbys brolæggere, og der kom en damptromle, der kunne rive den gamle grus belægning op, så der kunne dannes en plan flade for den nye belægning.

Det der havde den største opmærksomhed var damptromlen, den blev diskuteret og beundret på behørig vis.

Tromleføreren var en gemytlig mand, og en dag gav han os unger en ad gangen lov til at kører med, det må have været et stolt syn, at se en dreng, der trods angst for uhyret kravle op og klamre sig til et udpeget fast holdepunkt, og efter sådan en tur, blev der pralet en hel del.

Der var også goder ved at have så store arbejder i gang, der skulle jo hentes øl og cigaretter til tromleføreren og brolæggerne, og når der var en to øre tilbage efter betaling for varerne, fik vi altid lov til at beholde den, det var gyldne tider, for vi kunne få et ret stort kræmmerhus bolcher for to øre. 
Liltorp, Carl (I152)
 
6
Det kan lyde som en vittighed, men sandheden er, at jeg på et tidspunkt har været udkommanderet til assistance for Borgmesteren i Leipzig.

Til belysning for det anførte, kræves der en forklaring.

Jeg blev i september 1944 sammen med ca. 2000 kolleger sendt til en lejr i Tyskland, Neuengamme, her blev vi anbragt under ikke særlige behagelige forhold.

Efter forholdsvis kort tid i denne lejr, blev vi transporteret til en anden lejr, Buchenwalde, Hvortil vi ankom efter ca. 2 døgn. Transporten foregik i lukkede godsvogne.

Når der kom fanger til en lejr, skulle de gennem lusekontrollen, den foregik ved, at vi splitternøgne gik forbi en ældre fange, der sad på en skammel udstyret med en pind lig en stor ispind uden is, han rodede lidt i armhulerne og i skridtet, fra ham gik vi til en anden fange, der stod med en kost og en spand med en væske, han penslede os under armene og i skridtet, hvorefter vi gik to trin op til en anden afdeling, på vej op ad de to trin fik vi et sjask af pensel svingeren, det var skrappe sager, det sved nederdrægtigt.

Når den her omtalte luseomgang var overstået, var reglen den, at så skulle alt hårvækst fjernes, men af ukendte grunde, blev vi ikke kronraget. Vi fik nu udleveret en fangedragt bestående af, skjorte bukser og en trøje og vort eget fodtøj. Den udleverede fangedragt var stribet på langs, og vi havde fået udleveret et fangenummer i stof, som vi skulle sy på højre side af trøjen, hvordan det foregik, kan jeg ikke huske, jeg var jo kommet hjemmefra uden sygrejer. Den udleverede dragt gav ikke megen varme, og der var meget koldt i lejren.

Den omtalte barak var en meget lang bygning, der på begge ydervæggene var forsynet med, hvad vi kaldte kaninbure, der skulle rumme fem mand, der var i starten lidt med plads, vi måtte vende på kommando, hvis vi ville skifte stilling. Da der var gået en tid, blev der mere plads, da maden ikke forøgede vor vægt. En kollega, der ved ankomsten vejede ca. 100 kg., blev slank, og han var glad for det, en anden kollega havde i lang tid haft mavebesvær, den var også forsvundet.

Til at styre den daglige drift af barakken, havde vi en blokformand, han var tysker, han havde været i lejren siden 1938, han var anbragt, fordi han ikke havde samme indstilling som Hitler, han havde en medhjælper, han var også tysker, en ondskabsfuld rad, der blev fortalt, at han var alfons fra Berlin.

De havde indrettet ca. en tredjedel af barakken til deres bekvemmeligheder, så vi gemene fanger kunne benytte resten. ca. midt i barakken, var der anbragt en lille ovn, der skulle opvarme lokalet, såfremt vi kunne finde brændsel.

Lejren var inddelt i sektioner, afspærret med pigtråd. Op til vor barak var der en afdeling, hvor der var rejst telte, her var anbragt Jøder, det er ubeskriveligt, de forhold de levede under. Der blev hver dag fjernet flere døde. De blev afhentet af to mand med en trækvogn, hvor flere blev anbragt oven i hinanden, nøgne, deres medfanger havde fjernet alt, hvad der kunne bruges, de blev kørt direkte til krematoriet.

I lejren var der alle mulige folkeslag, Tyskere, Russere, Italienere, en Neger, Spaniolerne, Nordmænd og nu danskere.
Da vi ikke havde fået fjernet vor hårvækst, opstod der straks et rygte, om at vi skulle sendes hjem, idet det var en fejltagelse, at vi var blevet arresteret. Der kom senere mange rygter, lokumsrygter blev de kaldt, der var ingen, der rigtig passede.

Efter kort tid i lejren, blev vi i små arbejdshold sendt på arbejde uden for lejren, hvor vi skulle rydde op efter et bombardement, der havde ødelagt de omkring lejren liggende fabriksanlæg, nogle af os blev også sendt til et nærliggende stenbrud, hvor vi skulle transportere kampesten til en plads, hvor de blev slået til skærver og brosten.

Der gik ikke lang tid, inden der begyndte at vise sig sygdomme iblandt os, der var godt nok et Revir, men uden høj feber, kunne vi ikke komme der. Jeg mindes et tilfælde, der var mange, men det her drejede sig om en kollega, der som dagen gik blev mere og mere syg, han havde ondt i halsen, og han kunne ikke trække vejret, ved ankomsten til lejren, blev vi af blokchefen beordret over på Reviret, men selv om de der tilsyneladende gjorde en stor indsats, var det forgæves, han døde og blev sendt til krematoriet. Vi havde en del samkvem med de norske fanger, det var norske studenter, der var blevet anbragt her. De blev på et tidspunkt iklædt en slags uniform og blev sendt et sted hen, hvor de skulle grave forsvarsværker. Da de kom tilbage til lejren, var de kun skind og ben. Vi havde på det tidspunkt fået udleveret en Røde kors pakke med div. dejlige ting, og vi samlede straks en hel del fra vore pakker, som vi overlod nordmændene, deres taknemlighed var stor, og de glemte det aldrig. Der var i vor barak jævnlig lusekontrol, der foregik ved, at alfonsen sad på en skammel og undersøgte hver enkelt. Og i forbindelse med, at vi havde fået en Røde kors pakke, der skabte misundelse ved vore to barakledere, fandt de ud af, at de ville lave lusekontrol. Det blev dog nemt afværget, ved at vi gav dem nogle småbidder af vor overflod.

Dår vi havde fået pakker, var der stor glæde i teltlejren, idet vor daglige ration, fra lejren ikke blev brugt, men vi afhentede den, og uddelte den til de stakkels mennesker.

Der kom en dansk delegation til lejren. Den skulle forhandle om forbedring af vore forhold. Forhandlingerne resulterede i, at en del gamle og syge blev sendt til Danmark. For de resterende blev det besluttet, at vi skulle overføres til en krigsfangelejr.

Det ville jo være en stor forbedring, da krigsfangelejre sorterede under Værnemagten, der rettede sig efter de regler, der var gældende for krigsfanger. Værnemagten og SS havde et syn på hinanden, som vil kunne sammenlignes med Hund og Kat.

Som forberedelse til afgang fra lejren, fik vi udleveret vort eget tøj, og det var vel nok dejligt, idet der jo var betydelig mere varme i det end fangedragten.

Vort eget fodtøj var med tiden blevet ødelagt, jeg havde været iført lange støvler, her var kun skafterne tilbage, flere havde været iført små sko, og de lignede efterhånden en Stom P. tegning, omviklede med klude og snor efter de forhånden værendes princip.

Men Røde Kors havde sendt et parti halvstøvler og stortrøjer ned til lejren, og de fleste af os fik udleveret virkelig dejligt fodtøj og en stortrøje, der var enkelte, der ikke kunne få noget fodtøj, der passede, da de levede med en stor fod nr. 44 til nr. 45, de måtte med forhåndenværende materiale tilvirke fodtøj, der var et festligt syn.

Vi fik i de sidste dage i lejren udleveret en Røde Kors Pakke, og nogle af os havde været heldige at få en såkaldt sødepakke tilsendt fra familien.

Dagen for afrejsen var efterhånden blevet fastlagt, og tidlig morgen på afrejsedagen, blev vi ført til den store appelplads, hvor vi skulle afvente nærmere.

Da vi nu skulle til bedre forhold, muligvis sendes til Danmark, som et lokumsrygte, havde udspredt, havde vi samlet alt overflødigt af forskellige ting især madvarer, som vi gavmildt havde udleveret til de andre fanger, især nordmændene, jeg havde et stykke brød lidt pølse og ost, som jeg mente at kunne klare mig med, til jeg kom til det nye sted. Det viste sig, at jeg kunne have brugt alt det jeg gav væk plus mere til, inden jeg igen fik hilsen fra Røde Kors, så jeg igen kunne føle mig mæt Vort ophold på appelpladsen viste sig, at skulle blive langvarig. I løbet af dagen kom der mange rygter om, at der var kommet danske busser, som skulle køre med os, men det var jo også kun et rygte. Det var hundekoldt, og vi var glade for, at vi havde fået vort eget tøj.

Jeg har før skrevet om, at vi fik en personlig pakke fra hjemmet, og i den forbindelse, vil jeg fortælle, at vor familie, kun godt for dem, ikke havde nogen formening om, hvordan vi var anbragt. En kollega, der havde sit arbejde på et kontor i civil, havde i sin pakke fået tilsendt æbler syltetøj seks rene hvide flipper og et par hjemmesko.

Det her omtalte tilbageblik kunne ikke undgå at fremkalde smil og en del mere eller mindre uheldige bemærkninger.
Vi opholdt os på pladsen hele dagen, uden der skete noget, og da det blev mørkt, blev vi ført til en stor hal, der blev benytte som biografsal mv.

Da vi var udskrevet af lejrens forplejning, fik vi hverken vådt eller tørt, så jeg var glad for min lille reserve, jeg havde i lommerne.

Tidlig næste dag, blev vi igen ført op på appelpladsen, her fortsatte vi så med at vente og høre på Lokumsrygter. Der var flere kolleger, der selv om de var meget syge, og var indlagt i revir, havde bedt om at komme med på transporten. De faldt om på pladsen, og blev igen ført tilbage til reviret. De fik løfte om, at når vi skulle af sted, ville vi hente dem, så de også kunne komme med. Det var desværre ikke muligt, at overholde den aftale.

Hen på eftermiddagen blev det endelig alvor, nu skulle vi af sted. Vi blev i hold ført op til lejrens holdeplads, og her blev vi 50 stk. i hver kreaturvogn anbragt i et langt tog. Vi var lidt skeptiske, men kom dog til det resultat, at der nok ikke var så mange busser eller personvogne ledige, så vi ca. 200+ mand kunne blive transporteret standsmæssigt.

Turen varede ca. to dage. Vi kom til en station i en lille by, og her blev vi afhentet at værnemagersoldater, og i grupper blev vi ført til en krigsfangelejr, der hed Muhlberg. Udenfor lejren blev vi anbragt i en lille granskov, herfra blev vi hentet i hold, vi skulle ind i lejren, hvor vi blev registreret, fotograferet og skulle i bad. Jeg tilbragte natten i skoven sammen med en del af kollegerne, idet det jo tager sin tid, at registrere 2000 mand. Skoven bestod af meget gamle grantræer og i bunden var der et tykt lag af grannåle, det var en fordel, idet jeg sammen med to andre kolleger gravede os et hul i nålene og så lagde vi os tæt sammen, ragede en masse nåle hen over os, og her fik vi en forholdsvis rolig og varm nat. og som nogen af de sidste kom vi ind i lejren, der til sammenligning med Buchenwald var betydelig bedre.

Nogle dage før juleaften, blev det bekendtgjort, at der skulle sendes 150 mand fra lejren til assistance for Borgmesteren i Leipzig.

Min bror, der jo også var med på turen, og jeg meldte os til turen, idet vi mente, at det kunne være lige så godt, som at gå i lejren. Vi var jo ikke klogere.

Før afrejsen til Leipzig fik vi udleveret en madration, der var beregnet for 2 dage, det var ikke meget, men vi fik besked om, at det var samme ration, som tyskerne fik.

Vi blev nu ført til den lokale station, hvor vi skulle vente på kørelejlighed.

Dagen gik med at vente sammen med en masse civile tyskere, hvoraf en del var flygtninge fra Østtyskland. Der kom ingen tog, og hen under aften blev vi ført tilbage til lejren, hvor vi blev indlogeret i et tæppedepot. Her tilbragte vi en forholdsvis rolig nat, vi havde det varmt og dejligt med alle de tæpper.

Næste dag gik turen igen til stationen, hvor vi igen ventede til godt middag, så endelig fik vi kørelejlighed. Vi blev anbragt i tre lukkede godsvogne, 50 i hver, og så gik det ellers derudad. Det var en køretur med mange standsninger, rangering, stop ved luftalarmer, men sent på aftenen var vi nået til en forstad til Leipzig. Da vi ankom, blev der blæst luftalarm, og vagtmandskabet løb i dækning, vi blev hvor vi var, af den grund, at dørene var låst udvendig fra. Efter afblæsning af alarmen blev vi beordret til udstigning, da vi var meget forfrosne, og udstigningen foregik ned ad en skrænt, mere faldt og trimlede vi ned af skrænten, det må have været et kosteligt syn, men vi kunne nu ikke rigtig se det morsomme i situationen. Vi blev anbragt i marchkolonne, vi fik besked om, at vi skulle gennem en del af byen til en lejr, der var etableret i en tidligere sommerforlystelses område. Det var helt dejligt at få rørt benene, der jo var blevet lidt stive af at sidde i den i øvrigt meget utætte godsvogn. Det var som en spøgelsesvandring, vi gik midt i gaden, der var ingen trafik, men en masse ruiner. Her må bemærkes, at det jo var juleaften kl. ca. 2200. Der var ikke spor, der viste, at der boede mennesker, der var ikke spor af lys eller liv, så der var ingen tegn på, at tyskerne fejrede juleaften, vi forsøgte også at mane den tanke i baggrunden, jeg havde på et tidspunkt sagt til min bror, at det ville være sjovt, at vide, hvad familien fik at spise til julemiddagen, men det var et ret uheldigt spørgsmål, der udløste et bebrejdende blik fra brormand, så vi fortsatte marchen uden flere kommentarer. Men det var nu en underlig fornemmelse, at gå gennem en millionby en juleaften, uden at observere spor af liv.

Ved ankomsten til vor nye lejr, blev vi modtaget af værnemagtsoldater, der ønskede os velkommen, alene det var jo en julegave, idet vi i lejrene, der var underlagt SS, kun fik vrede ord og tilråb Det var en Feldwebel, der var chef for lejren, han oplyste, at han endnu ikke havde fået tildelt rationer til os, men hvis vi ville være behjælpelige kunne han fremskaffe en varm drik. Jeg er endnu ikke klar over, hvad det var, men den var varm, og det trængte vi til.

I den store tidligere festsal var der anbragt køjer, i to etager, og her blev vi tildelt hver sin køje og to tæpper, det var første gang på hele vor tur, at vi havde haft egen soveplads, igen en slags julegave.

Brormand og jeg havde beslaglagt to underkøjer ved siden af hinanden, og her sad vi med vor varme drik, og et par stumper brød og lidt pølse, som vi fortærede, vi så på hinanden under måltidet, men vi kom ikke med bemærkninger om, hvad vi kunne tænke os i stedet for.

1. og 2. juledag blev brugt til at indrette os, og der blev udtaget folk til forskellige gøremål, som er nødvendige i en lejr. Vi havde iblandt os en udlært kok, som naturligvis fik køkkenet overdraget, han oplyste, at han aldrig havde lært at lave roesuppe, men det lærte han nu hurtigt.

Jeg har før nævnt vor lejrchef, der hurtigt fik navnet Chr. d. fjerde, eller Chr. firtal, idet han af statur var lig Chr. d. fjerde, og på skulderen havde han et firtal.

Der var ved uddelingen af opgaver også blevet udnævnt en talsmand, og han gjorde lejrchefen opmærksom på, at da vi forlod Buchenwald, havde vi godt nok fået vort eget tøj, men vore værdigenstande, havde vi ikke fået udleveret.
Lejrchefen fik ved den oplysning straks et typisk tysk raserianfald, og kaldte SS'erne for forbrydere, og gik straks i gang med at fremskaffe vor værdigenstande. Det lykkedes ham også, og der manglede forbavsende få ting, men det kan skyldes andre fanger, der jo blev brugt til at registrere og anbringe slige ting.

Lejrchefen var på mange måder en hædersmand. Han havde på en eller anden måde fremskaffet nogle sække kartofler, og vor udmærkede kok frembragte en fortræffelig kartoffelsuppe eller nærmest grød, som med salt på smagte fortrinligt.

Vor talsmand havde haft en samtale med lejrchefen om, at vi ikke efter vi forlod Buchenwald havde hørt fra Røde Kors. Røde Kors havde en fordelingscentral i en by, vist nok Torgau, og såfremt der kunne skaffes køremuligheder, ville vi kunne forskønne vor daglige tilværelse med mange gode ting. Jeg har før nævnt, at lejrchefen var en handlingens mand, og han fremskaffede køretøj, og to fanger og to soldater blev sendt af sted. Ved hjemkomsten med pakkerne, kunne lejrchefen godt forstå, at vi gerne ville have pakkerne. Røde Korsfolkene var åbenbart godt inde i de tyske forhold, idet de havde sendt lidt rigeligt med, så lejrpersonalet også fik en pakke.

Min første dag som borgmesterens medhjælper, var d. 27. december 1944, i øvrigt min 25 års fødselsdag. Vi blev afhentet i lejren af tyske forarbejdere, som havde forskellige opgaver i byen og omegnen, de forarbejdere var gamle mænd og tidligere soldater, der på grund af skader i krigen ikke kunne bruges til andet. Vi var elleve mand, der skulle overtage et arbejde efter nogle amerikanske krigsfanger. Der blev straks en livlig spørgen af amerikanerne, som ikke havde set en tilsvarende uniform, som den vi havde på, vor uniform var på det tidspunkt nogenlunde anstændig.

Amerikanerne sad og tændte den ene cigaret efter den anden, Camel, og vi, der ikke havde set tobak sad og misundte dem, men det gik hurtigt op for amerikanerne, at vi ikke havde nogen rygevarer, hvorefter de gavmildt delte ud af deres overflod. Jeg glemmer aldrig den cigaret, efter jeg havde fået ild på cigaretten, tog jeg et ordentlig hiv, hvorefter universet begyndte at rotere, da jeg igen blev nærværende, spurgte jeg brormand, om han havde haft den samme tur, og det kunne han bekræfte, at han havde haft.

Det var så min 25 års fødselsdag, senere i livet har jeg haft en del runde fødselsdage, der blev holdt under mere hyggelige og private former.

En morgen kom der to tyske forarbejdere til lejren. De skulle bruge en kommando af folk, der var vant til at bruge skovl og spade. Det blev oplyst, at der i kommandoen ville blive uddelt en ekstra liter suppe til hver. Det resulterede i, at der straks meldte sig rigeligt med deltagere, selv om der ikke var nogen oplysning om, hvad arbejdet bestod i.
Det viste sig, at arbejdet bestod i at vi skulle arbejde på en kirkegård med at begrave ofre efter bombardementerne, som efterhånden var en daglig foreteelse.

For at få den ekstra liter suppe, skulle vi på hver arbejdsdag grave en grav, og når en kiste med indhold, var anbragt, skulle vi igen dække hullet til. Vi blev efterhånden eksperter i det gravearbejde, hullerne blev ikke større, end det var nødvendigt. Kisterne bestod af krydsfinerkasser, de kunne lige klare, det de var beregnet til. Der var nogle enkelte kasser, der indeholdt de rester, der var fundet, og de havde jo ikke brug for en hel kiste. Den kollega, der var heldig at få en sådan kasse, havde den pågældende dag et let arbejde, så som nogle sagde, jeg er heldig i dag, jeg skal kun lave plads til en kasse med reservedele.

Der var, som før nævnt, jævnlig bombardementer, og vi lærte hurtigt at gardere os. Ved alarm, skulle alle straks sørge for at komme i skjul, og vi fandt hurtigt ud af, at vi skulle gemme os i de områder, hvor alt var udbombet, kældrene var næsten altid intakte, og de overliggende etager danne et godt dække for evt. træffere, og så var der det gode ved disse steder, at her var der ingen gas eller vand. Jeg nævner dette, fordi vi under oprydning efter bomberne i mange kældre kunne finde ofre, der enten var druknet eller omkommet på grund af udsivende gas, det var der ingen fare for i de gamle ruiner.

Under en alarm stod brormand og jeg uden for et sådant sted, og vi var klar til at løbe i dækning, når der evt. begyndte at falde bomber. Forinden der blev smidt sprængbomber, blev der som regel droppet en del brandbomber, men de var ikke så farlige, idet de var nemme at slukke med nogle skovlfulde sand. Den dag, jeg her tænker på, stod vi og betragtede bombningen sammen med en ældre tysker, og da brormand og jeg syntes, at de kom lidt for tæt på, gik vi i dækning i kælderen, men tyskeren grinede af os, han mente ikke, at der var nogen fare. Men da vi var på vej ned i kælderen, faldt der en kraftig bombe næsten ude for nedgangen til kælderen, det var tæt på, og jeg ønsker ikke, at jeg nogensinde skal komme tættere på en bombe, idet der efter en sådan eksplosion, bliver et lufttomt rum, der er ret ubehageligt for vejrtrækningen.

Da vi efter bombningen igen forlod kælderen, kunne vi ikke diskutere det farlige ved bombningen med tyskeren, idet han havde været for tæt på, og nu kun havde brug for en krydsfinerkasse.

Efter større bombardementer var reglen eller ordren den, at vi skulle gå til lejren, for at vi kunne se, om der var nogen, der var gået tabt. Selv om vi danskere arbejdede mange forskellig steder i byen, var vi heldige, der blev ingen dræbt under bombning.

På vej til lejren en dag efter en større bombning, kom vi igennem et villakvarter, Her kom en civil mand, dansker, han forklarede, at han var ansat i en slags dansk konsulat, der havde til huse i en villa. Der var faldet en del brandbomber i huset, og han ville gerne bede os om, at være behjælpelig med at redde en del vigtige papirer. Vi gik straks i gang, og det var ingen sag for os, at slukke de brandbomber, og reddede derfor både papirer og villa. Vi gennemgik hele villaen for at sikre os, at der ikke var fare for brand.

Den førnævnte dansker var så taknemlig for vor indsats, at han gav os en kasse fyldt med diverse ting, der var velset i vor lejr, smør, pølse, ost og knækbrød. Da vi kom tilbage til lejren, viste brormand mig et syltetøjsglas, som var faldet ned i hans lomme nede i villaens kælder. Vi skulle straks smage på varen, men vore smagsløg var noget forvirrede, så vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvad det var, men det smagte himmelsk. Senere fandt vi dog ud af, at det var enten sveske eller blommemarmelade.

Den kirkegård vi arbejdede på, lå umiddelbart op ad en banedæmning, som var et udsøgt mål for bombeflyene. Efter et bombardement blev det på kirkegården optalt 72 bombekratere, en del af bomberne var faldet i et forholdsvis nyt område med mange grave. Bomberne tager jo ingen hensyn, og en hel del af de nylig begravede, var igen kommet op af jorden, vi skulle nu planere området, og så vidt muligt anbringe evt. fundne rester i bunden af kraterne, der kunne jo af gode grunde ikke tages hensyn til tidligere pladser. En episode i forbindelse med dette arbejde kan beskrive, at vor indstilling til tilværelsen, havde taget en mærkværdig kold indstilling til tilværelsen, Under vort oprydningsarbejde, fandt vi mange ting, der fremkom et par ret pæne tyske soldaterstøvler, som en kollega straks mente, at han kunne passe, men da han kiggede nærmere efter, frafaldt han straks sine krav, den tidligere ejer havde ikke taget fødderne ud af støvlerne. På kirkegården arbejdede der også en del russiske krigsfanger, de var ikke sarte, og en af dem overtog med glæde støvlerne.

Jeg havde en svoger, der også var med på turen, Han blev meget syg med høj feber, når vi kom hjem fra vort arbejde gjorde vi alt, hvad der var muligt, for at hjælpe dem, der var syge. Jeg forsøgte at få svoger til at spise, og drikke noget varmt, men han kunne ikke holde maden i sig, og han havde efterhånden opgivet det hele, og det var sikre tegn på, at han ikke ville klare sig. Da han fortsatte med høj feber, blev han tilset af en fransk militærlæge, der beordrede ham ind lagt i hospital. Efter få dage blev det af lejrchefen meddelt, at svoger var død.

Vor talsmand forespurgte lejrchefen, om det var muligt at vi kunne give svoger en fornuftig begravelse, og han bestemte straks, at brormand og jeg, der jo var hans nærmeste, og fire kolleger, som han havde forrettet tjeneste sammen med, skulle deltage i begravelsen. Den pågældende dag blev vi sendt af sted med en enkelt soldat som vagt. På kirkegården var der en indhegnet plads, hvor alle de afdøde var anbragt, de lå i dynger, indtil russere havde fået dem anbragt i kasserne, vi måtte gennemgå en hel del kasser, inden vi fandt svoger, men vi genkendte ham alle, han var helt nøgen, og ved storetåen var bundet en seddel med hans navns og øvrige data.

Der var langt ud til det sted, der var udset til svoger, så vi organiserede en trækvogn til transporten. På vej ud til stedet mødte vi en præst i fuld ornat, og en af kollegerne fik straks den tanke, at svoger skulle have et par ord med på vejen, på forespørgsel og med forklaring om vore tanker, indvilligede præsten straks i at foretage det nødvendige. Han forklarede, at han ikke var ukendt med Danmark, idet han i studietiden havde opholdt sig i længere tid i Danmark. Det blev en efter forholdene nobel begravelse, idet præsten på nogenlunde forståeligt dansk, sagde mange pæne ting, og af de ord kunne vi slutte, at han ikke var tilhænger af det nuværende tyske styre. Vi havde forud for begravelsen lavet en aftale med to russere, der gravede graven og dækkede den til, og for deres ulejlighed betalte vi dem med pølse og ost, og de var åbenbart tilfredse, for de fremskaffede en buket blomster, vist nok hentet fra nogle nærliggende SS'grave.

Præsten, der havde foretaget begravelsen, blev også belønnet med lidt godter, han sagde, at det var langt over en uges ration, og han takkede os mange gange, og håbede for os, at vi alle måtte komme tilbage til Danmark.
 
Liltorp, Carl (I152)
 
7
En af de mange tavse danskere tillader sig herved, at give skriftlig udtryk for sine tanker.

Jeg har lige igen læst en historie "Konen i Muddergrøften". Det er en fortælling, der kan give stof til eftertanke.

Vi lever stadig i opgangstider, men der kunne komme den dag, da vi atter befinder os i mudderet.

Vi kan ikke fortsætte som nu, vi må bremse op, før vi kører af sporet.

Dem, der på en eller anden måde, er havnet på en taburet i det høje ting, bør sige stop.

Og sørge for, at vi har råd til at leve, som vi gør.

Jeg er fuld af beundring over de husmødre, der efter samfundet har lagt beslag på ca. 70 % af indtægten, at de med det resterende beløb kan føre en nogenlunde tålelig husholdning for mand og børn.

Det skyldes nok, at hun lever efter reglen, det kan vi tillade os, og er der så lidt til overs, kan vi købe lidt af de godter, der findes.

Findes der ikke en eller flere i det høje ting, der kan og vil sige: Kære medborgere! I skal have alt det i beder om, men først når vi har midler til at betale med. Det er god politik, for som det udarter sig nu, ender vi i mudderet.

Endnu et lille suk, ville det ikke være en fordel, om befolkningen blev animeret til at være mere selvstændige, og ikke som nu, hvor det høje ting tror, at de altid ved, hvad der er bedst for os.

Jeg tror, der er for mange kokke i Tinget, de fordærver maden, og alt for ofte udtaler de sig ud fra et meget dårligt kendskab til tingenes faktiske forhold.

Det var så en lille del af de tanker, der findes hos mange tavse danskere.

C. Liltorp
Bogensevej 29, st.
4700 Næstved. 
Liltorp, Carl (I152)
 
8
En sommer fik vi en ny legekammerat, det var en gris. I min barndom var det nødvendigt at samle forråd til vinterhalvåret, der var en regel, at vi skulle have en fedegris, som blev slagtet hen mod Jul, så der var noget i sulekaret.

Den sommer jeg her vil omtale, fik v1 af en bonde tilbudt en lille gris, som Bonden ikke mente, det kunne betale sig at føde på, Vi fik grisen i en sæk, og løb glædestrålende hjem til mor med vort bytte. Mor kiggede lidt skeptisk på grisen, og gav os tilladelse til at gøre et forsøg på at holde liv i den.

Grisen blev anbragt i bryggerset i en trækasse indpakket i forskellige uldne ting, og Mor kogte noget havresuppe til den, og vi unger fik ved hjælp af en sutteflaske hældt maden i den.

Vi havde held med vort forsøg, grisen blev snart meget livlig, og på et tidspunkt, da den ville til at opholde sig i køkkenet, sagde Mor stop, så nu måtte vi i skuret i haven indrette en sti, hvor den kunne opholde sig, men den var ikke tilfreds med sit nye logi, så når den kunne høre vi løb og legede, brød den ud af stien, for at være i nærheden af os.

Hen på sommeren blev der indrettet et mere solidt opholdssted til grisen, for den skulle jo fedes, og det var jo vanskeligt, når den løb alt fedtet af sig, når den var sammen med os.

Grisen gjorde os den tjeneste, at vokse sig stor og tyk, og da tiden var inde til slagtning, skulle han bringes over til Morfar, der var slagter, og vi lukkede ham ud, og han fulgte os villigt til kort før slagtehuset, da ville han ikke længere, men vi var tre unger og Morfar, så han blev anbragt på slagtebænken.

Morfar roste os for, at vi havde feddet en så fin gris, og da den blev bragt hjem, kunne den fylde sulekaret, og Mor havde meget arbejde i mange dage med at tilberede de gode sager, der kom ud af vor legekammerat.

Når vi i vinterens løb sad og spiste flæsk og andet godt af grisen, kunne vi godt sidde og mindes og tale om de sjove episoder, der havde været med ham. 
Liltorp, Carl (I152)
 
9
Hvem er Egon? Vi var svogre, vore koner var søstre. Vi var begge ansat i statens tjeneste, og vi blev begge arresteret af tyskerne d. 19. september 1944, og vi blev begge sammen med min ældste broder, der var ansat i samme firma, sendt til tyske lejre.

Vi blev beordret ombord i et skib, der lå ved Langeliniekajen, og her mødte jeg svoger og min bror nede i bunden af skibet.

Som gode danskere holdt vi straks et møde, hvor vi drøftede vor situation, og vi kom til det resultat, at vi nok skulle interneres, og så ville vi senere blive frigivet, og vor internering ville nok ikke blive af længere varighed. Vi skulle ret hurtigt erfare, at vi tog grueligt fejl.

Ved mødet blev vi enige om, at vi ville forsøge at holde sammen så længe vi var i det ufrivillige fangenskab.

Egon var en grubler, han kunne i lang tid gå frem og tilbage, på den os knap tildelte plads, og under sin vandring tænkte at dybt over tingene, vi bad ham ofte om at sætte sig, men han sendte os et sjovt skæv smil, og han fortsatte sin vandring. Vi forsøgte også at overbevise ham om, at den megen vandring sled for meget på fodtøjet, og i vor situation kunne vi ikke vide, hvor længe fodtøjet skulle vare.

Egon fortsatte uantastet sin vandring, han gik på sådan en sjov måde, han løftede benet højt, og satte foden lidt forsigtigt ned når han tog et skridt.

Efter ca. to måneder, hvor vi var havnet i lejr nr. to- Buchenwald- fik vi udleveret en pakke, en såkaldt sødepakke, som vore koner sendte os gennem Røde Kors.

Pakkerne indeholdt forskellige lækkerier såsom honning marmelade æbler o.l., der var en medfange, der modtog seks rene hvide flipper, dem var der ikke rigtig brug for, idet vi på det tidspunkt var iklædt en stribet fangedragt.

Efter at Egon meget grundigt havde undersøgt sin pakke, kom han hen til mig og fremviste et meget stort rød æble, hvor hans kone havde skrevet navnet Allan, det var navnet på deres søn, som Egon var meget stolt af, sønnen var på det tidspunkt ca. to år. Det omtalte æble blev gemt meget længe, men til sidst blev det så rynket, at man ikke mere kunne se navnet, Æblet derfor fortæret med skræl kernehus og det hele, der måtte jo ikke gå noget til spilde. Det skal her bemærkes, at i starten af vort ophold i lejren, fik vi somme tider udleveret tre kartofler, der var kogt med skræl på, og på det tidspunkt, var vi endnu ikke så sultne, så vi pillede kartoflerne inden vi spiste dem, senere tillod vi os ikke den luksus, men fortærede kartoflerne med skræl.

Ca. midt i december måned 1844 skulle vi overflyttes til en krigsfangelejr. Den flytning var kommet i stand ved forhandlinger hjemme i Danmark. Det var en mærkbar forbedring, idet krigsfangelejre sorterede under værnemagten, og den lejr vi var i sorterede under SS.

I den nye lejr vi kom til, var der også en helt anden tone, der herskede, men vores frihed var stadig begrænset af pigtråd.

Ca. en uge før jul 1944 blev vi gjort bekendt med, at der skulle sendes en del af fangerne til Leipzig, hvor de skulle være til assistance for borgmesteren. Svoger bror og jeg blev enige om, at vi ville melde os til opgaven, det kunne jo være, at det ville være en forandring til det bedre.

To dage før jul blev de første 150 mand udtaget til transport, svoger var ikke med i første omgang, han kom først et par dage ind i det nye år 1945. Da han kom, kunne han fortælle os, at de øvrige danskere i lejren havde fået en Røde Kors Pakke med div. fødevarer og cigaretter og tobak, og da vi ikke havde været så heldige, holdt svoger en lille fest for os, hvor han beværtede os på bedste måde med de herligheder han havde. Vi gjorde ham opmærksom på, at han skulle passe godt på sine herligheder, fro her i lejren, var der ikke de store kulinariske udsving, vi fik hver dag en liter suppe, og en gang imellem et lille stykke brød, og noget der lignede marmelade.

Vor opgave i Leipzig bestod i, at vi hver dag blev afhentet af ældre mænd, der ikke kunne bruges ved fronten, og vi blev så i hold på 10 - 12 mand ført ud i byen til forskellige arbejder, såsom reparation af vandledninger oprydning efter bombardementer, og senere blev vi også brugt til at begrave bombeofre, det var frivilligt, men for vor indsats fik vi en liter suppe ekstra.

Svoger, der ikke var særlig robust, blev ca. midt i januar meget forkølet, men da han ikke havde høj feber, skulle han på arbejde. Han blev dog så syg, at han ikke kunne klare sig ude i byen, hvorfor han blev anbragt i en såkaldt sygestue sammen med de andre syge, her var de syge anbragt på en slags madras på gulvet, men fik i øvrigt ingen behandling.
Når jeg kom hjem om aftenen forsøgte jeg at få svoger til at spise noget varm suppe, men han kunne ikke rigtig spise, og han havde i dagens løb svedt så meget, at hans tøj var helt vådt, hvorfor jeg efter bedste evne for søgte at give ham tørt tøj på, men svoger var meget syg og afkræftet.

En fransk militærlæge, der selv var fange havde tilsyn med de syge, men han kunne jo ikke gøre meget, idet han ikke havde nogen form for medicin, men han fortalte, at svoger havde dobbeltsidig lungebetændelse, og han ville forsøge at få svoger indlagt i hospital.

Inden svoger kom i hospitalet, sad jeg, når jeg var i lejren, og talte med ham, han havde ikke megen tiltro til at han ville blive rask, så han bad mig om, såfremt jeg kom hjem, at hilse hans søn og kone, og hvis det måtte være nødvendigt at hjælpe dem i den udstrækning, der var mig muligt, og det lovede jeg ham, og bad ham i øvrigt sørge for at blive rask, så han selv kunne tage sig af det derhjemme.

Da sønnen var ca. ni år, døde hans mor efter længere tids sygdom, og ihukommende mit løfte, fik jeg plejetilladelse til at have sønnen. Jeg havde senere en samtale med sønnen, hvor vi talte om adoption, og han var gammel nok til at kunne forstå, hvad det indebar, han ville så få vort efternavn, han sagde det ville være dejligt, for i skolen syntes de det var mærkeligt, at han havde et andet efternavn end hans to søstre, så formedelst et mindre beløb blev han uden besvær vores søn, og bror til vore to piger.

Svoger døde efter tre dage i hospitalet. Da det blev meddelt mig og min bror, fik vi af lejrchefen tilladelse til sammen med tre af hans tidligere arbejdskammerater og en vagtpost at forsøge at give svoger en nogenlunde hæderlig begravelse.

Da vi kom til det Kapel, hvortil svoger ville komme fra hospitalet, kunne vi ikke finde ham, der var jo temmelig mange ofre, der var anbragt i Kapellet.

Vi fik en samtale med den mand, der stod for Kapellet, han fik alle ønskede oplysninger, og bad os komme igen dagen efter, så skulle han nok fremskaffe svoger.

Da vi dagen efter ankom, havde vi forsynet os med div. ting fra en nylig modtaget Røde Kors Pakke, og da chefen for Kapellet havde fået en lille erkendtlighed for hjælpen, vidste han ikke alt det gode han ville gøre for os, han havde forinden vor ankomst haft to russiske fanger til at grave graven til svoger, og nu kom han med en trækvogn, hvorpå vi kunne transportere svoger ud til graven. Forinden vi lagde låg på krydsfinerkassen, havde vi forvisset os om, at det var svoger vi kørte med, han var helt nøgen, og højre storetå var forsynet med en mærkeseddel med navn og fangenummer.

Vi fik opgivet nummeret på graven, og vi kørte af sted med svoger. På vej ud til graven møder vi en Præst i kjole og med bogen under armen, han var trådt lidt til side for at lade os komme frem, en af svogers kolleger, der mestrede det tyske sprog særlig godt, gik hen til Præsten, han forklarede, hvem vi var og hvad vi var i færd med, men der var ingen af os, der var særlig godt bevandret i ritualet vedrørende begravelser. Vi blev behagelig overraskede, da Præsten på ret forståeligt dansk indvilligede i at hjælpe os med at begrave svoger. Efter begravelsen oplyste han os om, at hans kendskab til det danske sprog, havde han fra, at han havde studeret ca. to år i Danmark. Da vi havde takket ham for hjælpen, og han havde gemt en erkendtlighed under præstekjolen, var alle tilfreds, og de to russiske fanger var straks gået i gang med at dække graven, da de var færdige med det, og hver af dem havde fået cigaretter som tak for deres indsats, var der pludselig blomster på svogers grav, det var den ene af russerne, der havde ordnet det, hvorfra han havde blomsterne ved jeg ikke, men i umiddelbar nærhed, var der en afdeling beregnet for SS'er.

Min bror der tænkte på alt, begyndte nu at lave en tegning over området, han sagde det var til brug for dem der evt. efter krigen ville besøge svogers grav. Det mente vi alle var en god ide, for vi havde jo set hvordan en kirkegård kunne se ud efter et forfejlet bombardement. Den her omhandlede kirkegård var for ganske nylig blev ramt af 72 sprængbomber, og det havde lavet et værre roderi.

Det skulle senere vise sig, at den tegning var til stor hjælp, da de afdøde senere blev hentet hjem til Danmark.
Svoger kom alligevel hjem, og blev bisat på Bispebjerg Kirkegård. 
Liltorp, Carl (I152)
 
10
Hvor er Emil? Emil var en tysk soldat på 21 år. Han var kommet til Danmark fra østfronten, for at rekreere sig efter at være blevet alvorligt såret under et slag.

Mit nærmere bekendtskab med ham blev indledt en kold, våd og blæsende efterårsdag. Jeg var stationeret i en vagt, der havde til opgave at holde opsyn med et stykke af Strandvejen og en mindre havn for lystbåde og enkelte fiskere. Vi skulle holde kontrol med, at ingen forsøgte at snige sig over sundet til det forjættede land på den anden side. Det var jo fristende, at smutte en tur over til det oplyste og frie naboland.

Jeg havde, på den tid jeg her omtaler, gennem længere tid haft forbindelse med nogle danskere, der indsamlede forskellige oplysninger om besættelsesmagten, de oplysninger skulle jo sendes videre til de rette interesserede.

De kurerer, der skulle tage turen over sundet, var friske unge mænd, og jeg blev tilknyttet en bestemt, vi kaldte ham Søren, for hans rigtige navn fik jeg aldrig, og var heller ikke interesseret heri. Vi blev efterhånden rigtig gode venner, men vi vidste intet om hinanden. Mit arbejde i forbindelse med kurertjenesten bestod i, At jeg skulle holde kontakten med den fisker, der sejlede turen over sundet, og kureren. Fiskeren og jeg, havde jo gennem vort legale arbejde muligheder for at komme til kundskab om tyskernes patruljetjeneste på sundet.

Vort vagtlokale var i en af havnevæsenets bygninger, der lå på en ø kaldet Benzin øen. Fra vort vagtlokale kunne vi holde kontrol med, hvem der kom og gik gennem gitterporten. Fra Øen og til fastlandet var forbindelsen en cementbro, på broen gik der døgnet rundt en tysk vagtpost, hvorfor ved jeg ikke, han kontrollerede aldrig nogen af de passerende til og fra øen.

At passere den nævnte bro på cykel, i regn og stærk blæsevejr, var vanskeligt, og det var på sådan en dag, jeg lærte Emil at kende.

Den båd fiskeren brugte til sit erhverv og ofte til de illegale ture over sundet, var forsynet med både sejl og motor, men det var jo vanskeligt at skaffe brændstof til motoren. En af mine opgaver bestod i, at jeg ved hjælp af en på et af benzinselskaberne ansat fremskaffede de dyre dråber, og senere skulle fragte dem over til havnen. Transporten foregik på cykel med en femogtyve liter dunk på stangen, dunken blev gerne dækket af en kappe eller regnslag.

En aften kl. 2315 med rigtig modbydeligt vejr, kom jeg med min dunk kørende over broen. Midt på broen stod den tyske soldat frysende, og da jeg ville gøre et godt indtryk, hilste jeg på ham ved at hæve den ene hånd til hilsen, men det var ret uheldigt, idet jeg på grund af et kraftigt vindstød, ikke kunne styre cyklen, og resultatet blev, at jeg væltede ret ud for tyskeren.

Soldaten sprang straks til for at hjælpe mig på ret køl, og spurgte, om jeg var kommet til skade, jeg kunne trøste ham med, at jeg intet fejlede. Han hjalp mig med at få cyklen læsset, og han kunne ikke undgå at indsnuse en liflig duft af benzin. Soldaten interesserede sig i øvrigt ikke om min last, og vi fik en lille sludder om det dårlige vejr, og han oplyste mig om, at han hed Emil, og som jeg vidste, var han stationeret på øen idet gamle før krigen nedlagte Fort, og vi blev enige om, at jeg skulle komme og hilse på ham en dag.

På min næste vagt indfandt jeg mig i Fortet, hvor jeg traf Emil, Han blev meget glad for at se mig, og han serverede straks rigtig kaffe og cigaretter, det var jo dejligt, at smage på nogle snart sjældne varer. Senere indfandt Emil sig til tider i min vagt, og her var han en velset gæst, idet han ofte havde medbragt kaffe og cigaretter.

Jeg var på et ret tidligt tidspunkt blevet klar over, at Emil ikke var tilhænger af det i Tyskland bestående regime, Han talte ikke direkte imod det, det kunne jo være meget farligt, men hans modvilje kom ofte til udtryk på anden måde.
Jeg skylder at fortælle, at Emil kom fra en større tysk by ved den danske grænse. Han havde en dag fortalt mig, at han følte sig mere dansk end tysk.

En dag han kom, kunne jeg straks se, at hans humør var helt nede i kælderen, da jeg spurgte, hvad der var sket, oplyste han, at han ved sidste lægebesøg var erklæret rask og egnet til fortsat krigstjeneste, og at han snart kunne forvente at blive sendt tilbage til fronten. Han sagde, at han ikke var i tvivl om, at han ville havne på østfronten.

Vi talte lidt frem og tilbage om tingene, og jeg spurgte ham, om der ikke var anden udvej, det mente han var udelukket. Jeg foreslog ham så, at han skulle desertere, han blev ikke forskrækket over mit forslag, men som han sagde, han havde jo ingen bekendte, som kunne hjælpe ham. Selv om han aldrig nævnte noget om det, kunne han til tider under vore samtaler komme med bemærkninger, der tangerede viden om, at jeg vist havde forbindelse med ikke tyske interesser.

Jeg spurgte ham nu direkte, om han gerne ville over på den anden side af sundet, og han svarede straks, at det ville han meget gerne. Jeg gjorde ham nu bekendt med, at han omgående og uden risiko for opdagelse, skulle gøre sig klar til at komme af sted.

Ved hjælp af mine forbindelser fik jeg fremskaffet det nødvendige civile tøj og et dansk identitetskort, og jeg kontaktede Søren, der en af de nærmeste dage skulle af sted.

Jeg kontaktede Emil, og han kunne straks som så ofte før gå en tur i byen, men denne gang vil le han ikke komme tilbage. Han havde tænkt lidt på os, idet han da jeg afleverede ham på skjulestedet, afleverede to pistoler med tilhørende ammunition og seks ananas, "Håndgranater", og til fruen i huset, hvor han skulle være et par dage havde han dejlig kaffe.

Det var en transport på fem personer, der skulle af sted den nat. Jeg var til stede ved afgangen, og gav Emil de sidste dessiner om, hvordan han skulle klare sig.

Jeg fik senere af fiskeren at vide, at turen var gået uden problemer, de var kommet godt over.

Før afrejsen var jeg blevet enig med Emil om, at vi først skulle kontakte hinanden efter krigen.

Efter krigen, da jeg selv efter en tur i tyske lejre, igen var kommet hjem, havde jeg en samtale med fiskeren, der også havde været i en lejr, han var også spændt på, om vi ville høre fra Emil. Nu er der gået over halvtreds år siden den her omtalte tid, og jeg har aldrig hørt noget om ham.

Ved at læse og høre om mange ting fra den tid, har jeg fået fortalt, at der på den anden side af sundet var ret mange, der havde godhed for det tyske, og at Gestapo havde repræsentanter, der arbejdede for deres sag.

Jeg har efter de oplysninger, forsøgt at danne mig et billede af, hvad der kan være sket.

Der kunne evt. være sket det, at Emil, der var en godmodig og tillidsfuld ung mand, havde fået bekendte i det fremmede, og med tiden kunne han eller andre muligvis have fortalt om hans virkelige identitet. Hvis det skulle være tilfældet, og Gestapo har fået besked herom, ville det jo være nemt for dem, at sikre sig Emils person, og er det sket, er jeg ikke i tvivl om, at Emil er død, enten henrettet i Sverrig, eller sendt til Tyskland, hvor der var kort proces med desertører.

Den her beretning er kun en af mange, der kunne skrives om de millioner af skæbner, der følger i kølvandet af vi såkaldte menneskers vanvittige opførsel gennem tiderne.

MOFFE.
 
Liltorp, Carl (I152)
 
11
Jeg har gennem min opvækst oplevet mange revolutionerende omvæltninger, ting som nok ingen nogensinde vil kunne opleve. i et åremål på 79 år, sker der jo mange ting, men jeg har oplevet en tilværelse, hvor det endnu ikke var en selvfølgelighed, at man havde elektricitet, eller andre af de nuværende tekniske hjælpemidler og til man som en naturlig ting smutter en tur til Månen eller Mars.

Jeg husker, at jeg som barn 5-6 år stod fuldstændig himmelfalden og kiggede på noget, som blev betegnet som et automobil. Vi var en 6-7 unger, der måbende kiggede på egnens dyrlæge, der kom ud af Kroen, og steg op i køretøjet. Dyrlægen var en rigtig hyggelig mand, og da han så vores benovelse, inviterede han os på en køretur. Da vi ikke var tøsedrenge, entrede vi køretøjet, kun lille Ole holdt sig i baggrunden, han skulle ikke nyde noget med et sådant djævelskab. Den køretur blev i fange tider diskuteret og der blev jo også fremsat nogle ekspertudtalelser, som jo ikke havde bund i virkeligheden.

Det næste tekniske vidunder, der kom til byen, var en motorcykel mrk. lndian, et lakstrålende vidunder, som en i byen boende ungersvend, havde erhvervet sig. Den frembragte en forfærdelig støj, når den startede, når ejeren kørte ud af landevejen, landevejen var på den tid grusbelagt, kunne vi snildt høre ham i en afstand af ca. 1 mil. Ejeren ville i dag blive forment adgang til at starte, og ville få en masse forbud, men da han var den eneste på den tid, var der jo ingen, der gjorde ophævelser, men hestekøretøjer kørte løbsk, og køerne løb deres vej, når han kom kørende.

Flyvemaskiner var på den tid et sjældent syn. Når vi unger hørte en summen, lig en brumbasse, i det fjerne, løb vi omgående ned syd for kirken, hvor der var vid udsigt over engene og fjorden. Når vi så langt ude kunne se en lille prik på himlen, hvorfra den summende lyd kom, så var dagen reddet, og diskussionen kom i gang vedrørende det uhyrlige i, at man kunne flyve.

Tiden og teknikken har jo gennem mine leveår vist, at alt næsten er muligt. Nu undrer man sig ikke over, at en mand tager sig en spadseretur på Månen, eller man flyver ud i verdensrummet for at fotografere Mars.

Atomkraften er jo også blevet almindelig. En mand her i Danmark forskede i muligheden for at kunne benytte den ukendte kraft i menneskehedens tjeneste, men tidernes ugunst har desværre udviklet sig i retning af at benytte kraften til at udslette menneskerne. Tænk, hvis de uhyrlige summer, der er brugt til udvikling af ødelæggelsesvåben, blev brugt til forskning i, hvordan man kunne bruge kraften, og kontrollere den til gavn for menneskeheden.

Det var et lille sidespring, men ikke uvæsentlig med hensyn til de tåbeligheder vi jævnlig læser om og bliver mødt med i radio og fjernsyn.

Radio var i min barndom, noget man hørte om. Den første radio jeg så og hørte var batteridrevet, og man skulle have nogle mærkelige tingester for ørerne, for at høre en koncert udsendt fra Stærekassen, i øvrigt fik vi i mit hjem først elektricitet midt i trediverne, og den første radio, fik vi i 1940, da det var moderne at aflytte udsendelser fra England. 
Liltorp, Carl (I152)
 
12
Jeg havde sammen med en kammerat studeret dampmaskinernes mysterier, og efter lange og indgående samtaler, var vi blevet enige om, at vi kunne forbedre opfindelsen. Da vi havde bestemt os for at bygge en ny type dampmaskine, gik vi straks i gang med at finde de stumper, som vi skulle bruge til forsøget. Vi erhvervede os en ret solid blikdunk en kraftig cykelpumpe kunne bruges som stempel, og hjul med mere, fandt vi i smedens skrotbunke. Det hele blev solidt monteret på en gammel bordplade, og da vi efter megen møje og besvær, havde fået det hele samlet, kom det store øjeblik, da vi skulle vise den store verden, at vi nu havde opfundet noget stort.

Vi havde indrettet os i kælderen hos min kammerat, og den store dag, da vi skulle afprøve vor opfindelse, havde min kammerat uden moderens vidende lånt hendes primus, vi skulle jo have lavet damp. Det hele gik også storartet, og efter forbavsende kort tid, begyndte det hele at køre. Vi blev ret hurtigt klar over, at der var noget vi ikke havde taget i betragtning ved vort studium, for maskinen løb hurtigere og hurtigere, og vi havde ikke tanke for at fjerne primussen, så den brændte stadig lystigt og frembragte masser af damp, og senere blev vi jo klar over, at vi nok burde have udstyret maskinen med en sikkerhedsventil.

Da vi betuttede stod og så på, at maskinens fart blev vildere og vildere, blev vi klar over, at det nu gjaldt om at komme i sikkerhed. Vi nåede også op af kælderen inden der lød et mægtig brag, og røg og damp stod ud af døren og vinduet i kælderen. Efter et stykke tid forsvandt dampen, og da vi igen kunne gå ned i kælderen, fandt vi her de sørgelige rester af vor opfindelse, nu havde vi blot tilbage at rydde op efter det mislykkede forsøg, vi var heldige, at primussen havde ikke taget skade, så den blev forsigtigt sat på sin vante plads, og stumperne havnede atter i smedens skrotbunke. Vi omtalte ikke vor fiasko, men vi var da enige om, at det havde været meget interessant at gøre forsøget. 
Liltorp, Carl (I152)
 
13
Jeg vil også belyse vor skolegang i sommerhalvåret, den spiller også ind.

Hele sommeren var der skolegang en dag om ugen om formiddagen, det var fra kl.0800 til kl. 1200.

På skoledagen skulle jeg skynde mig meget, for jeg skulle være færdig med mit morgenarbejde, inden jeg skulle møde i skolen. Jeg skulle sørge for, at køerne var tøjret, så de havde nok at æde til kl. 1200. Når skolen var forbi, skulle jeg straks løbe ud i marken for at flytte køerne, og så kom jeg jo lidt senere til middagsbordet, men middagspausen var kun til kl. 1300 og så skulle jeg tage fat igen.

Der var en del hyrdedrenge, som aldrig kom i skolen i sommerhalvåret, Sonden betalte hellere en mulkt for at de blev fritaget, det var for stor afbræk i den daglige rutine, når de skulle i skole, men min Far havde betinget sig, at hans børn skulle passe deres skole. 
Liltorp, Carl (I152)
 
14
Krogården brændte en søndag i juli måned, det var en meget varm sommerdag, vi var nogle drenge, der havde bestemt os for, at vi ville ned til fjorden, da vi mente, at der var der ikke så varmt.

Da vi var et stykke syd for Byen, blev vi opmærksomme på, at der var en stor røgsky over Krogården. Vi var straks klar over, at der var brand i Krogårdens stakhave. Vi løb straks tilbage til byen, men da vi ankom, havde ilden allerede bredt sig til avlsbygningerne, der lå umiddelbart op ad stakhaven.

I løbet af kort tid var der samlet en masse mennesker. De gik straks i gang med at redde en del svin, og høns, Køerne og hestene var jo på den tid af året på græs. Det var vanskeligt at redde hønsene, når vi havde fået dem jaget ud af deres hus, fløj de derind igen, så de fleste af dem brændte, og der var to grise, der måtte slagtes, de havde også taget skade af branden.

Alle, der ikke var med i redningsarbejdet, stod i sikker afstand, men det varede ikke længe, så blev vi udstyrede med kæppe skovle koste og andre ting, der kunne bruges til at slå med, vi skulle være klar til at slå rotter ihjel, efterhånden som der blev for varmt for rotterne, forsøgte de at løbe væk fra stedet, og enkelte af dem havde været ret tæt på ilden. Der blev foretaget et ret stort indhug i Byens rottebestand den dag. 
Liltorp, Carl (I152)
 
15
Mellem Krogårdens stuehus og avlsbygningerne var der en landevej, der blev benyttet, når man skulle til stationen eller til den nordlige del af byen. Her havde 1 mange år stået tre træer, der for mig var meget store. De var blevet fældet for at give bedre plads til trafikken.

Efter de var blevet fældet, var der tre store rødder, som var blevet gravet fri, de var af en anselig størrelse, og kunne kun med meget besvær fjernes, hvor for det blev bestemt, at de skulle sprænges til mindre stykker.

I byen havde vi en mand, der engang havde læst noget i en bog om sprængning ved brug af aerolitpatroner.

Han blev overdraget det hverv at foretage sprængningen. Der blev ved hjælp af hånddrevet vridbor lavet en masse huller på strategiske steder, og i hullerne blev der anbragt sprængpatroner, og de blev igen forbundet med tændsnor.

Inden sprængningen, blev der anbragt diverse ting som sidefjæl fra arbejdsvogne, døre og en enkelt port, så eventuelle sprængstykker ikke skulle forårsage ulykker. Med de foretagne sikkerhedsforanstaltninger og efter nysgerrige tilskuere var blevet anbragt i passende afstand fra sprængstedet, blev lunterne antændt. Med fingrene i ørerne og øjne på stilke, lå vi unger i en grøft og fulgte slagets gang. Efter kort tid, som vi unger følte var en evighed, lød der da også et gevaldigt brag, og da vi så over mod stedet, så vi den solide afdækning blive smidt ud til alle sider, og alle ruderne i en ret stor omkreds var slået itu.

Jeg erindrer, at efter en meget lang og livlig diskussion, og besigtigelse af den omhandlede rod, der i øvrigt ikke havde taget særlig megen skade, blev det bestemt, at der ikke skulle foretages flere forsøg med sprængning. 
Liltorp, Carl (I152)
 
16
Mine barneår indtil jeg blev 10 år var rige på begivenheder, der begyndte også, at køre rutebil mellem Hals og Ålborg, når bilen holdt ved købmanden for at aflevere eller modtage fragt, og passagerer, var der altid en masse tilskuere, det var dagens højdepunkt.

Vi havde også vor egen original, han blev kaldt Svotjens, på rigsdansk vel nærmest sorte Jens, vi havde en vis respekt for ham, men han var ganske ufarlig, han var, hvad vi i dag kalder spritter, og så havde han en mærkelig gang, det skyldtes, at han en vinternat i beruselse var faldet omkuld i sneen, og da nogle fandt ham, havde han fået forfrysninger i fødderne, det var så slemt, at alle tæerne måtte amputeres, derfor den mærkelige gang, men når vi unger så ham komme, gemte vi os gerne, for han så jo ikke så hyggelig ud.

Ved hotellet, var der en bygning, der blev kaldt stalden, den blev benyttet, når folk fra oplandet kom kørende til byen for at handle, eller når de skulle i Kirke.

I stalden var der i det ene hjørne et værelse, som blev kaldt bissekammeret, det var til fri afbenyttelse for landevejens farende folk. Til at passe stalden, var der en mand, som gik under navnet Niels i Stalden, han var altid god for en sjov fortælling, og vi unger morede os meget, når han fortalte historierne, men vi fortalte ham aldrig, at vi morede os lige så meget over hans forlorne tænder, der hoppede så mærkeligt, når han blev ivrig.

Der var også en anden person som står i min erindring, det var Andreas, kaldet Rylen, eller Rylandreas, han var en rigtig spasmager, og han kunne godt lide en lille en. Han havde et værelse hos sin søn og svigerdatter, og når Andreas havde fået en lille en, skulle han gerne dampe lidt af, inden han gik hjem, for hans søn var lidt indremissionsk, han kom tit i vort hjem, og han havde altid knaller, bolcher i lommen, når Far ikke var hjemme, satte han sig gerne og fortalte historier, Han fortalte en gang, det var nok ind under jul, at han troede på Nisser, og vi unger måbede, da han fortalte, at han en aften havde siddet i sit kammer, da der ud af den ene væg pludselig kom en Nissefar og en Nissemor, de gik lige forbi ham over gulvet, og ud af den anden væg. Når man så senere som voksen tænker tilbage på den fortælling, kan man jo kun more sig, og så tænker man, om ikke Rylen den dag, han så nisserne, havde fået en lille tår for meget.
 
Liltorp, Carl (I152)
 
17
Moffe "Morfar" fortæl om den gang du var dreng og frihedskæmper. Jeg har flere gange fået den opfordring af børnebørnene, så jeg vil komme med et udpluk af begivenheder, jeg har haft igennem tiderne, det må jo modereres lidt, for igennem 79 år, sker der jo mange ting i ens liv, så det bliver vel nok de mest spændende oplevelser, jeg vil skrive om.

Mine erindringer starter da jeg var ca. 4 - 5 år, alt før den tid, må betegnes som overleveringer fra ældre personer, så dem vil jeg udelade.

Jeg er jo af den årgang, der er vokset op med mange mere eller mindre mærkværdige opfindelser. Jeg kan endnu huske mine første erindringer om de første biler og motorcykler, der kom til vor lille by, det var en stor omvæltning i det lille samfund, hvor jeg voksede op.

Jeg vil starte med min første erindring om en usædvanlig hændelse, som Jeg oplevede slutningen af, mens jeg sad med familien og spiste min middagsmad.

For at anskueliggøre hændelsen, bliver det nødvendigt at fortælle om, hvordan vi boede. Vi var en familie på Far Mor og fem børn, hvoraf jeg var den næstyngste. Vi boede til leje i et ældre hus med to lejligheder. Huset lå lige op til en bakke, og vort lejemål bestod af to stuer en forgang et køkken med dør lige ud til det fri. Bakken bag huset, blev om vinteren benyttet som kælkebakke.

Som før nævnt sad vi en dag i køkkenet, hvor vi indtog vor middagsmad, stegt flæsk pillekartofler og sovs.
Optakten til hændelsen foregik på toppen af bakken. Her var samlet en masse unger, der udnyttede kælkebakken på bedste vis. I sådan en flok unger, er der altid en, som vil være toneangivende, det var der også her. Han blev kaldt Jens opfinder, han kunne finde på det utroligste, den her omtalte dag havde han ved at binde flere kælke sammen, lavet en lang slæde, hvor så mange unger som muligt, skulle have plads, han skulle selv ligge på den forreste kælk, og styre turen ned ad bakken. Det var i øvrigt en mærkelig samling kælke, idet mange af dem var lavet af forhåndenværende materialer, der kunne jo ikke købes den slags hos købmanden. Turen startede ved, at de ikke deltagende unger skubbede opfindelsen i gang, den endte i vor køkken, med Jens opfinder på den første slæde inde under vort spisebord. Jeg kan stadig erindre det brag det gav, da kælken røg ind gennem døren. Jens opfinder, der lå inde under bordet snøftede og smågræd, men han kunne da forklare, at der var sket noget med styretøjet, så han ikke kunne styre rigtigt. Der blev nu ryddet op efter uheldet, der var ingen alvorligere skade, men en del af de andre deltagere i færden var faldet af i snedriven udenfor, og de havde besvær med at finde deres træsko. Den episode var lang tid samtaleemne.

Vi flytte fra hjemmet ved kælkebakken, da jeg var ca. seks år. Vi flyttede til et hus med mere plads, her var to stuer, køkken, baggang og på loftet var der et værelse, som vi brugte som soveværelse. Adgangen til loftet var i køkkenet, hvor der var en ganske almindelig stige, den kunne, når den ikke blev benyttet, hænges op under loftet. Bonden vi lejede huset af, havde i den modsatte ende af vor soverum indrettet et høloft, og her måtte vi ikke komme, men loftet mellem soveværelset og høloftet, var en fortræffelig legeplads. Når vi havde været mindre artige, blev vi sendt op på loftet, og stigen blev hængt op, så vidste mor hvor hun havde os.

Uden for huset havde bonden en lille mark, og her måtte vi ikke komme, det var forbudt område, jeg mindes en dag, hvor vi havde overtrådt forbuddet, og uheldigvis så bonden os, han løb efter os, og kom helt ind i køkkenet, hvor Mor var i færd med at lave middagsmad, han begyndte straks at råbe op, at hun skulle passe på vi unger, og desuden skulle hun lukke vinduerne ud til marken. Jeg kunne se, at Mor blev mere og mere forkert i ansigtet, og pludselig tog hun gulvskrubben, og idet hun gik frem mod ham sagde hun ganske roligt, Så er det ud, og du skal ikke komme her mere. Det var et festligt syn at se bonden forlade køkkenet, han tog nogle højst mærkværdige rejehop og baskede med armene. Fra den dag beundrede jeg min Mor grænseløst, tænk hun kunne ordne en stor fed bonde med en gulvskrubbe.
Da Far kom hjem fra arbejde, blev han orienteret om det passerede, og jeg kan huske min Far, der ellers var en fredelig mand, blev meget vred, efter aftensmaden gik Far hen til bonden, der er nok blevet sagt en hel del, for efter den tid, kom bonden aldrig for at skælde ud. 
Liltorp, Carl (I152)
 
18
Til vinterforråd hørte der også brændsel. Far og hans arbejdskammerat havde en aftale med to Bønder, De skulle grave de to Bønders tørveforbrug, og som betaling fik de lov til at grave deres eget forbrug.

Vedrørende vort forbrug af kartofler blev også indtjent ved, at man fik betaling i kartofler, for at høste en mark med kartofler.

En tønde med saltede ål hørte også med til forrådet. Ålefangst skete gerne sidst på sommeren. Det foregik ved at tre personer lavede en aftale om at gå på ålefiskeri. Far hans arbejdskammerat og Stine, var gennem nogle år faste makkere, når dagen oprandt, klædte de sig i en masse varmt tøj, og med sækken på nakken og en glib, samt madpakken i hatten, gik de ud i fjorden, somme tider fem til seks timer, og her gik så en med gliben og de to andre gik i en kreds gennem ålegræsset og med en stok slog de i ålegræsset for at få ålene i gliben, når de holdt spisepause, foregik det også i vandet, for det var for koldt at gå i land, de gik tit i vand til midt på brystet, og madpakken havde de jo i hatten.

Når de hen under aften kom hjem godt forkomne, men en god fangst, var der glæde i det lille hjem, og den dag jeg her beretter om var særlig god, kan jeg huske, og der var rigtig mange ålekvabber, som blev gjort klar til at spise samme aften.

Den her fremgangsmåde til sikring af mad i vinterhalvåret var obligatorisk i de hjem, der ønskede at sikre sig for vinterhalvåret. Det har jo ændret sig betydeligt, nu går vi i supermarkedet.
 
Liltorp, Carl (I152)
 
19
Vedrørende arbejde var der jo ikke overflod af det i tyverne og trediverne. Den gang hørte det til god tone, at hvis man passerede en der var i arbejde, hilste man ham altid med tillykke med arbejdet. Det var jo en lykke når man kunne få et arbejde. Jeg mindes en episode, hvor min far havde fået en akkord på at luge et stykke med gulerødder. Det ville normalt tage to til tre dage at udføre lugningen, Den morgen far skulle på arbejdet fulgte vi fire største unger med ham, han kørte på cykel vi løb, vi var på stedet lige så hurtigt som ham, for vi løb over de andre marker, og så blev vejen en del kortere. Vi var jo ikke uden kendskab til at luge gulerødder, og vi gik til den, vore små fingre havde lettere ved at skille planterne, hvilket var en fordel. Vi havde fået madpakke med ligesom Far, og mens vi lå og spiste, kom Gårdmanden ud på marken, han synede arbejdet, og udtrykte sin tilfredshed, men han sagde til vor Far, at han mente, at han godt kunne gøre arbejdet billigere, når han nu havde sine børn til hjælp. Far blev mærkelig i ansigtet, men råbte ikke op, han foreslog bonden, at da han mente, at børn skulle arbejde gratis, burde han skynde sig hjem og fabrikere en del gratis arbejdskraft, men han skulle være klar over, at den slags gratis arbejdskraft skulle have både mad og klæder. Der blev ikke talt mere om det, vi blev færdig med arbejdet på en dag, og Far fik sin betaling.

Min Far havde en overgang det arbejde, at stemple de arbejdsløses kort, og de skulle komme hver dag mellem kl. 10 og 12. Det forgik i vor dagligstue, og vi var i det tidsrum forment adgang, men vi kunne godt lytte os til, hvad der foregik. Jeg husker en dag, hvor en af de arbejdsløse så mindelig bad Far om et forskud på 50 øre, han havde ingen penge til køb af brød til børnene, han havde 10 børn. Far oplyste ham om, at han ikke måtte udbetale forskud, men han ville låne ham de 50 ører, så kunne de afregne om lørdagen. Fars kontante beholdning var ikke noget at prale af, så min Mor kom da også med nogle knubbe bemærkninger om det passerede, men Far undskyldte sig med, at det jo var synd for børnene. Mor var såmænd ikke anderledes, idet hun gerne delte ud af sine fattige reserver. 
Liltorp, Carl (I152)
 
20
Vi er nået til den tid, hvor jeg skulle gå til konfirmationsforberedelse.

En gang om ugen skulle vi møde i Præstegården, hvor Præsten indviede os i religionens mysterier. Vi havde fået ny Præst, og han var en del præget af indremissionen, han var jo ikke som den gamle præst, der for vi unge stod som en frygtindgydende og autoritær person. Der var ikke nogen hård disciplin, men han forklarede os dog om, hvad konfirmationen gik ud på, og da det jo var en stor skelsættende dag i vort liv, hørte vi på ham med tilbørlig respekt. Vi var ikke alle gode i vor opførsel, men der var altid den respekt til stede, som man vi var opdraget til at udvise over for myndigheder og lignende personer.

Præsten var ikke altid præcis, når han skulle give undervisning, og en dag vi sad og ventede på ham, fandt vi på forskellige ting, hvorved vi kunne fordrive ventetiden. I konfirmandstuen var der en trappe op til 1. sal, den var udstyret med flotte balustre, og vi drenge sad og diskuterede, hvor stor afstanden var mellem balustrene, jeg erindrer ikke, om vi kom til et resultat, men en af drengene påstod, at han kunne stikke sit hoved ind mellem dem. Vi andre påstod, at det kunne han ikke, og for at bevise sin påstand, fik han med besvær stukket sit hoved ind mellem tremmerne. Han skulle nu have hovedet ud igen, men det var straks vanskeligere, idet han fra naturen var udstyret med meget store såkaldte flyve øren. Alle deltog ihærdigt med at få ham ud af klemmen, og midt under vore anstrengelser kom Præsten. Han deltog ivrigt i vore bestræbelser for at få den uheldige ud af klemmen, det lykkedes langt om længe, men da han endelig var fri og sad med bogstaveligt talt røde øren, var timen til undervisningen forbi, og efter afsyngning af en salme, blev vi sendt hjem.

Der var den gang visse traditioner vedrørende konfirmandernes tøj. Pigerne var gerne iklædt hvide kjoler, handsker og alle skulle den dag have deres egen salmebog med forgyldt navnetræk. Drengene var iklædt matrosbluse og lange bukser. Jeg måtte prøve en af de aflagte matros bluser, som havde været brugt to gange tidligere, og der var ingen problemer, men vedrørende bukserne, var det en anden sag, der var kun korte bukser til rådighed. Jeg havde altid adlydt min Far og Mors beslutninger, der blev taget i det daglige, men her sagde jeg stop, jeg skulle og ville ikke konfirmeres i korte bukser. Jeg erindrer ikke, hvad der skete, men jeg blev konfirmeret i lange bukser. Jeg vil tro, at min Mor, der var meget dygtig ved en symaskine, og altid havde en bunke brugt tøj, havde fundet noget brugeligt, så Jeg kunne gå til min store dag standsmæssigt.

På selve dagen havde vi besøg af familie fra Staden, min Onkel, Moster og deres to drenge. Der blev serveret dejlig suppe og frugtgrød, drikkevarer var saftevand, og efter middagen var det tid, at se på gaver og hilsener, der var kommet i dagens anledning. Jeg fik den traditionelle tegnebog, og fra min Onkel var der en sparekassebog med hele ti kroner, det var en stor dag. Mens de ældre sad og fordøjede middagen gik vi nye voksne en tur i byen, hvor vi skulle vise os. I Fars tobaksbord havde der i lang tid ligget en stor cigar, Far røg sjældent, han brugte skrå med pibeudkrads. Da jeg nu var voksen, og som sådan havde en vis ret til at tage en smøg, tog jeg cigaren med mig ud i byen. Fætter og jeg gik en tur ned bag Kirken, hvor vi liggende i græsset, skulle indvie vor voksentilværelse med en smøg. Fætter, der kort forinden selv var blevet konfirmeret, skulle demonstrere, hvordan voksne røg cigarer. Han startede med at pulse ret kraftigt, og så inhalerede han meget kraftigt, med det resultat, at han fik et meget kraftigt hosteanfald. Mens han hostede, var det min tur til at gøre et forsøg, men belært af Fætters optræden, nøjedes jeg med at suge og straks puste røgen ud. Fætter ville have mig til at inhalere, men her sagde jeg stop. Fætter havde åbenbart fået smag for rygningen, for han fortsatte sine inhaleringer og hosteanfald. Det varede ikke så længe, inden Fætters ihærdige rygning vist resultat. Han begyndte med at blive meget bleg, og han fik tydeligt bræk fornemmelser, og da han skulle forsøge at gå, blev det til en mærkelig slingrende gang. Da jeg jo ikke kunne komme hjem med ham i den forfatning, blev vi enige om, at han skulle hvile sig lidt.

Da vi senere kom hjem, kunne hans Mor straks se, at der var noget i vejen, men Fætter påstod, at han ikke fejlede noget. Men min Onkel kiggede så mærkeligt på os, og han sagde med et skævt smil, ja det er ikke så nemt at blive voksen.

Jeg hørte aldrig Far tale om den manglende cigar, han havde nok glemt, at han havde den. Ja det var så den konfirmation. 
Liltorp, Carl (I152)
 
21
Vi havde en speciel legekammerat, han hed Knold, det var en islandsk Hest, han var meget gammel og næsten blind, han gik frit omkring i vor del af byen, og gerne sammen med vi unger, for vi havde altid lidt mundgodt til ham, da han nu var så gammel, var det bestemt, at der kun måtte ride to ad gangen på ham, men det var såmænd ikke nødvendigt med aftaler, for hvis der var noget, der ikke passede ham, løb han sin vej.

Han var så stivbenet, at han ikke kunne lægge sig ned. hvis det skete, at han faldt, måtte vi unger hjælpe ham på benene igen. En gang, da to unger havde fået anbragt sig på ryggen af ham, begyndte han pludselig at hoppe og virke kåd, men så var han uheldig, at komme for tæt på grøften, der var langs med vejen. Resultatet var, at ungerne faldt af, og hesten landede på ryggen i grøfte. Vi havde nu et større arbejde med at få ham op af grøften, men vi var jo unger nok, og det lykkedes for os. Da Knold var kommet på højkant igen, stod han ligesom lidt og sundede sig, og derefter gik han om bag kirkegården, hvor der var en græsmark, han skulle nok sunde sig lidt. 
Liltorp, Carl (I152)
 
22 Frederiksberg skifteret 07-08-1961 Liltorp, Lars Peter (I269)
 
23 (Medical):Dør i en ung alder Emilie (I1683)
 
24 (Medical):Fik en hjerneblødning i 1982 Pedersen, Gurli Elisabeth (I1536)
 
25 (Medical):Hun gennemgik siden mange operationer på Rigshospitalet i København, men uden resultat. Hun var sengeliggende i alle de år frem til sin død i 1954. Hendes mand passede hende dag og nat. Andersen, Oline "Margrethe" (I1502)
 
26 (Medical):Kræft i hjernen Svenningsen, Niels Børge (I488)
 
27 08-01-1983, jordpåkastelse i Østre Kapel gennemført af Pastor Landert, Sankt Nikolai Sogn, Holbæk Kommune. 11-01-1983 Ligbrænding i Holbæk Krematorium, urnen nedsat på Holbæk Østre Kirkegård. Poulsen, Svend Aage (I11)
 
28 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Jessen, Emma Sachse (I2178)
 
29 a. 15. maj 1940
b. Lysning i Sct. Jørgensbjerg Kirke 19. maj 1940
c. 20. maj 1940 
Familie F693
 
30 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Jørgensen, Allan Boie (I293)
 
31 Af Ramløse Poulsen, Maren (I406)
 
32 Af Uldall Cristiansen, Karen Marie (I149)
 
33 Af Westergaard Poulsen, Kirsten (I338)
 
34 Af Westergaard Poulsen, Søren (I401)
 
35 Af Westergaard Poulsen, Birthe (I403)
 
36 Af Westergaard Poulsdatter, Sidse (I404)
 
37 Aftalen var, at AD skulle have l mark om dagen, plus kost og logi den første sommer indtil l. Nov. Om vinteren skulle han selv sørge for arbejde. Året derpå begyndte han hos mesteren igen omkr. 1. April, og skulle da have 24 skilling i dagløn. Den tredje sommer skulle lønnen stige til 3 mark om dagen.
De to første vintre havde han tærskearbejde hos Hans Hansen på Kragelund, hvor han jo havde været tidligere i 1½ år. Det var strengt arbejde. Første vinter arbejdede AD sammen med forkarlen, og de tærskede over 500 tdr. korn indtil l. April, alt imens han tjente l mark om dagen + kost og logi.
Den anden vinter tærskede. han alene på akkord, hvor han fik 24 skilling for l tønde rug, 6 skilling for l trave langhalm, l mark for l tønde byg og 12 skilling for l tønde havre.
Han tjente 35 rigsdaler den vinter, men da var kræfterne også ved at ebbe ud!
Den 3. og 4. vinter var AD på Søllinge Vindmølle. Den første hjalp han til på møllen med mølleriet. Den anden vinter passede han "maltgøreriet". Her fik han l mark om dagen + ophold, men så var det jo også en del lettere arbejde end tærskeriet.

Hvad sommerarbejdet angik, havde mesteren ikke meget af rigtigt, nyt arbejde. Derimod meget reparationsarbejde på kirker, skoler og bøndergårde. Hans kundekreds var meget stor. Murermesteren havde gerne 2 lærlinge og 2 - 3 svende. De sidstnævnte lavede gerne det nye og bedste arbejde.
Som reglen boede de hjemme om natten, og havde så en god spadseretur om morgenen på fastende hjerte til arbejdspladsen, hvor de altid fik kosten. De havde meget arbejde i og omkring Ryslinge.
Derfra gik de altid hjem om aftenen. Men når de havde arbejde i Lørup, Krumstrup og ude på Ny Krumstrup, hos Jens Chr. Berntsen, blev de der om natten. Ofte gik de både 1 til 1½ mil (7 - 10 km) morgen og aften.

Angående arbejdstiden fulgte de gerne gårdens skik, hvor de nu arbejdede. Som regel begyndte man kl. 5 om morgenen. Kl. 6 spiste man davre, kl. 9 mellemmad og kl.12 middag. Herefter hvil til kl.13:30/14:00, hvor der serveredes en kop kaffe med et stykke kandissukker til. Kl. 16 på ny mellemmad, og kl. 19 holdt man som regel inde med arbejdet. Kl. 20 aftensmad - grød med tykmælk til. på en gård på Søllinge Mark, hvor de byggede en lade, begyndte arbejdet kl.4 om morgenen, og holdt op kl. 20. Men der var aldrig vrøvl i geledderne, alt gik som efter en snor, roligt og stødt.
Hvor arbejdet udførtes på egen kost, hos mesteren, gik de gerne hjemmefra kl. 5 om morgenen, til kl. 19.
Svendelønnen var dengang 3 - 5 mark plus kost. Var man på egen kost da 5½ - 6 mark (=1 daler), alt efter dygtighed og alder.

Sådan var håndværkets kår i de tider på landet, på Fyn, så vidt som AD kendte forholdene. Hans mester havde lærlinge og svende fra forskellige egne af Fyn, i de år, AD var der. Det var meget almindeligt på landet, at de fleste murerlærlinge søgte andet og forskelligt arbejde om vinteren, som f.eks. på møller, som træskomand, skovarbejder og tærskearbejde m.m. på gårdene.
Således forløb det i AD's læretid i de tre år indtil 1872. Efter soldatertiden er AD tilbage i Stapelstaden Nyborg, hvor han laver svendestykke. 3. Sept. 1873 udskrives han som duelig murersvend, efter at Mur og steenhuggerlauget i stapelstaden Nyborg på grundlag af den anordnede prøve anerkender hans duelighed. Samme dag AD modtager sit svendebrev som murer, udfærdiger Politimesteren i Nyborg hans vandrer bog som murersvend.

Ved den lejlighed oplyses følgende om AD: Han er 23½ år. Ca.160 cm høj, stærk af bygning. Har blå øjne og mørkeblondt hår. Alm. næse og mund. Herudover består hans jordiske rigdomme af 7 rigsdaler.
 
Andersen, Andreas David Hjerming (I432)
 
38 Alder: 13 år og 7 måneder. Wiederhold, Johann Friedrich (I2159)
 
39 Anders Andersen blev konfirmeret den 01-10-1871. I den forbindelse fin har karakterene G+ i kundskaber og Mg Andersen, Anders (I148)
 
40 Ane Dorthea Sachse var gudmor til Kjeld Sachse Lund.

Citat fra e-mail af Kjeld Sachse Lund:
"Jeg opholdt mig meget der. Faktisk som mit andet hjem. De havde at husmandsted ved siden af mit barndomshjem. Fra jeg kunne gå selv, løb jeg hen til dem og blev meget forkælet."

 
Sachse, Ane Dorthea (I109)
 
41 Anm. Vac. 05.06.1843 af Riber Andersen, Jørgen Wiliam (I429)
 
42 Anm. Vac. 21-06-1843 af Riber Andersen, Hans Rasmus (I428)
 
43 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Poulsen, Jørgen (I5)
 
44 Arbejdet her bestod for det meste af restaureringsarbejde bl. a. Sigøjnerhallen, Nørrebros teater, Dagmarteatret. Det sidste sted jeg arbejdede var på resturent Trægården, Roskilde. Vi var færdige der omkring 01-04-1940, og da tyskerne besatte Danmark var det slut med arbejdet hos Tage Hansen. Sørensen, Egon (I1720)
 
45 Arne Sachse Liltorp har gået i Skole i Vester Hassing, er uddannet ved Landbruget, blev indkaldt til militærtjeneste i 1935, hjemsendetes 1941 som Oversergent, blev ansat ved Stege Politi og kom 1942 til Midelfart Politi, hvor han stadig er ansat. Under et Politiskoleophold i September 1944 blev Arne Sachse Liltorp arresteret af Tyskerne og ført til Koncentrationslejren i Neuengamme, og han sad derefter i Forskellige Koncentrationslejre indtil Marts 1945, da han gennem Greve Bernadottes Røde Kors Transport kom til Sverige. Liltorp, Arne Sachse (I162)
 
46 Attest af den 10.12.1868 fra Pastor Lyding i Frankenhausen, at intet er til hindre for Brudgommens Ægteskab.

Forlover:
Niels Jensen
Lars Chr. Nielsen
 
Familie F22
 
47 Begravet kl. 9 om formiddagen (ved morgengudstjenesten).

Bemærkninger: Die verstorbene von unbekannten eltern aus der nähe von Frankfurt am m. Von 6. jahr an im Grebenhagen erzogen worden (jf. Google tranlate: døde af ukendte forældre fra et sted nær Frankfurt. Fra 6 års alderen boede hun i Grebe Hagen)
 
Pfeil, Dorothea (I444)
 
48 Bemærkninger til skiftesagen, af Finn Sachse Poulsen, søn af Elisabeth Sachse Nielsen

Jeg havde ikke noget med opgørelsen af boet efter min mor, der døde i 1998, at gøre. Det tog min bror og vores far sig af. Hvorfor far ville hjælpe med det undrede mig da de var skilt for mange år siden, men det skulle vise sig, at det var for at få en del af kagen. Ca. 11 år efter min mors død kom jeg til at spekulere på, hvorfor jeg aldrig havde hørt noget til boets opgørelse og om jeg arvede noget i den forbindelse.

Jeg havde den naive opfattelse, at det var noget skifteretten sikrede sig, at alle arvinger blev inddraget, men det skulle vise sig at være løgn. De gør intet for at sikre de retmæssige arvinger. De tilgodeser kun dem der møver sig frem i køen.

Jeg besluttede mig derfor for at indhente papirerne der dokumentere boets opgørelse. Jeg modtog en kopi af en "Anmodning om boudlæg", som er den måde som skifteretten besluttede, at sagen kunne afgøres på. Jeg må sige, at opgørelsen undre mig noget og det fik mig til at starte en dialog med skifteretten.

Med udgangspunkt i denne "Anmodning om boudlæg" skrev jeg følgende til skifteretten i Helsingør.

1. mail til skifteretten den 10/2 2009
Vedr. boet efter Elisabeth Sachse Poulsen f. 25/2 1933 og død den 11/8 1998.

Jeg er søn af afdøde på lige fod med min bror Jan Poulsen så jeg forstår ikke helt at denne sag kunne afsluttes uden min medvirken.
Jeg er dog opmærksom på de specielle forhold der gør sig gældende ved boudlæg efter Skiftelovens $ 18, men når man ser regnskabet igennem forekommer det mig, at de anslåede passiver er lidt vel højt sat, set i lyset af at der er tale om 1998 priser.
Jeg føler mig derfor ikke sikker på, at de reelle aktiver i boet har været under det beløb som var grænsen for at sagen kunne afgøres som boudlæg.

Hvad var dette beløb sat til i 1998?

Udgifterne til begravelsen er anslået til 15.000. Ud over at beløbet virker meget højt så forstår jeg ikke at beløbet skal anslås da begravelsen på dette tidspunkt var overstået og de faktiske udgifter må antages at være kendte på tidspunktet for sagsbehandlingen.

Udgifter ved boets behandling, pyntning af kirke mv. er sat til yderligere 2.000. Et beløb der vel egentlig er indeholdt i de 15.000.

Der er anført et udlæg diverse til Jørgen Poulsen (min far), med et beløb på ikke mindre end 9.374. Hvad er der af dokumentation for dette beløb?

Fraflytningen fra Lions Park er anslået til 8.000. Hvad skulle dette beløb dække? Det lyder også til at være højt sat, det er jo trods alt 1998 priser.

Alt i alt vil jeg mene, at de samlede aktiver har været langt højere og der har i virkeligheden ikke været grundlag for at behandle sagen som et boudlæg.

Hvem kan hjælpe mig med en forklaring på disse forhold?

***********************************************************

Svaret fra skifteretten den 17/2 2009
Jeg har kort gennemgået sagen med skifterettens leder som oplyser, at sagen er korrekt behandlet. Såfremt De ønsker sagen genoptaget, kræver det at De fremsender 20.000 kr. til dækning af boets omkostninger, da sagen så vil blive behandlet ved en af skifterettens bobestyrer.

***********************************************************

2. mail til skifteretten den 20/2 2009

Tak for svaret.

Jeg tror ikke at en genoptagelse af sagen er den rette fremgangsmåde. En klage over sagsbehandlingen er nok mere korrekt.

Jeg vil gerne vide hvor jeg skal klage?

Hvorfor skal jeg fremsende 20.000 kr. til dækning af boets omkostninger?????? Boets omkostninger er jo betalt! Det er mig der er blevet snydt for min retmæssige arv på omkring 20.000 kr. fordi retten ikke har gjort sit arbejde.

Jeg kan forstå at retten ønsker så mange sager som det er muligt afgjort som boudlæg, det giver mindre arbejde. Men at retten har accepteret denne form for kreativ bogføring, som der er tale om i denne sag, har virkelig bragt min retsbevidsthed ned på noget der ligger omkring 0.

At Skifteretten, her 10 år efter, kan mene at sager er korrekt behandlet når man ikke kan fremlægge dokumentation for en udgiftspost der hedder "Udlæg diverse Jørgen Poulsen" på ikke mindre end 9.374 kr. fatter jeg simpelt hen ikke.

Det er min overbevisning at Jørgen Poulsen har lagt ud for de reelle udgifter til begravelsen. Disse udgifter er samtidig anslået til 15.000 + 2.000 kr. i regnskabet. Det betyder at udgifterne til begravelsen er medtaget to gange i regnskabet. Det tyder derfor ikke på korrekt behandling.

Hvis min teori er korrekt, betyder det at aktiverne i boet har udgjort mindst 20.964 kr. + 15.000 kr. + 2.000 kr. = 37.964 kr. Så ser vi i denne omgang bort fra den anslået "Fraflytning Lions Park" på 8.000 kr.

Hvis det er korrekt at de reelle tilbageværende aktiver har udgjort mere end 37.000 kr. har der altså ikke været grundlag for at behandle sagen som boudlæg.

***********************************************************

Svaret fra skifteretten den 4/3 2009
Det kan oplyses, at skifteretten har besvaret Deres henvendelse ved et brev, som er sendt til Dem den 27. februar 2009.

***********************************************************

(Jeg medtager ikke brevet for det er blot en gentagelse af tidligere svar her per mail. Jeg fik heller ikke brevet i første omgag så det blev gensendt, eller faktisk blev det oprindelige ikke sendt. Det virker på mig som om at skifteretten i Helsingør ikke har styr på hvad de laver eller også var denne sag vanskelig for dem at håndtere da de nok måtte erkende at sagen ikke var blevet behandlet korrekt.)

3. mail til skifteretten den 5/3 2009
Jeg har nu modtaget det omtalte brev.

Jeg kan orientere om, at det er afsendt den 2/3 2009 og ikke den 27/2 2009 som jeg er blevet orienteret om tidligere i denne maildialog.

Jeg forstår slet ikke det svar der er givet i brevet af den 27/2 2009, Deres ref. -355/1998.

I en mail, fra Skifteretten, af den 17/2 2009 får jeg at vide at sagen kan genoptages hvis jeg indbetaler 20.000,00 kr.

Nu får jeg, som svar på min mail af den 17/2 2009 at vide, per. brev, at sagen ikke kan genoptages.

Hvis man læser maildialogen igennem, så vil man se, at jeg ikke på noget tidspunkt har talt om at genoptage sagen. Jeg har derimod bedt om en forklaring på det yderst tvivlsomme regnskab der er opført i det boudlæg jeg har modtaget en kopi af. Jeg har ligeledes bedt om dokumentation på en af de meget tvivlsomme udgiftsposter der er opført. Ingen af delene har I været i stand til.

I min mail af den 17/2 2009 har jeg derimod stillet følgende spørgsmål som jeg i brevet heller ikke får svar på:

Da jeg ønsker at klage over sagsbehandlingen har jeg bedt om at få oplyst hvortil jeg skal sende min klage. Det mener jeg i har pligt til at oplyse, men det ønsker i tilsyneladende ikke.
Men måske er min mail bare ikke læst ordentlig igennem. Hvis det er almindelig praksis kan det jo til dels forklare hvorfor dette boudlæg er godkendt / sluppet igennem.

I samme mail spørger jeg også til hvorfor jeg skal indbetale 20.000,00 kr. Ej heller dette har jeg fået et svar på.

Jeg er blevet snydt for min retmæssige arv, på op til 20.000,00 kr. og det med Skifterettens velsignelse og hjælp.

Da jeg ikke længere har den store tiltro til at jeg får noget fornuftigt svar fra jeres side, vil jeg i samarbejde med min advokat rette henvendelse til Landsretten i stedet for. Min klage, som jeg forhåbentlig snart kan få afleveret det rigtige sted, vil blive udvidet med en klage over min seneste oplevelse med Skifteretten i Helsingør.

***********************************************************

Jeg gik aldrig videre med min klage, noget jeg fortryder i dag, men det var min opfattelse at jeg næppe var kommet igennem med noget. Det er et sammenspist system.

Konklusionen er at min bror har snydt mig for min arv efter min mor. Om den så var halvdele af det beløb der står i boudlægget eller halvdelen af knap 40.000 som jeg mener det burde være, er så en anden snak. Måske drejer det sig om mere for min mor havde en andelslejlighed. Hvor de penge blev af kunne være interessant at vide.

Snyltere og røvhuller er der nok, sådan nogle kan man altid finde. 
Nielsen, Elisabeth Sachse (I6)
 
49 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Andersen, Birgit Bjerring (I1552)
 
50 Bisat fra Blovstrød kirke den 18-08-1998. Urnen nedsættes den 26-08-1998 på Holmens kirkegård i København. Nielsen, Elisabeth Sachse (I6)
 

      1 2 3 4 5 ... 14» Næste»

Hjemmesiden drives af The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 12.3, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2022.

Opdateres af Finn Sachse Poulsen.